23948sdkhjf

Universal Transport fejrer 25 år

Med blot en lille rød og brugt Mercedes lastbil, to kunder og en ukuelig vilje startede Brian Søgaard Universal Transport & Flytteforretning. 1. november fejrer virksomheden sit 25 års jubilæum, og der er sket meget for transport- og flytteforretningen, der har sat markante aftryk i Vejle og omegn.

 

»Det er slet ikke til at forstå, at virksomheden er vokset fra blot en varevogn i 1991 til godt 70 biler i 2016 i alle størrelser. Virksomheden er årsag til at godt 155 medarbejdere hver dag får mad på bordet. Det kan jeg godt få en lille klump i halsen af at tænke på,« erkender Brian Søgaard, der lige fra starten involverede familien i virksomheden.

»Da jeg overtog kørslen fra min søsters og daværende svogers transportfirma, skulle det gå stærkt. Jeg havde en måneds opsigelse hos et stilladsfirma, så når jeg fik fri kl. 16, satte jeg mig bag rattet i den lille Mercedes lastbil. For at få tid sammen med min kone Tina og vores datter Louise kørte de med rundt i lastbilen,« husker Brian Søgaard.

Tina Søgaard arbejder i dag i bogholderiet, mens sønnen Nikolaj er leder af UniBox, der er ejet af Universal Transport & Flytteforretning. I flytteforretningen arbejder den yngste søn Benjamin, mens datteren Louise hjælper til i travle perioder, og når det kan passes ind i hendes studie.

»Min far Johannes på 81 år kommer også stadig dagligt i virksomheden og hjælper til med alt forefaldende arbejde, ligesom min svigermor har spillet en stor rolle og hjulpet til med pasning af børnene, da de var mindre. Så selvom Universal Transport & Flytteforretning er vokset markant gennem årene, er vi stadig en familievirksomhed,« fortæller Brian Søgaard.

 

Lokalt og socialt engagement

Lokalområdet nyder også godt af virksomhedens succes, og for Brian Søgaard betyder det meget at give unge, der har fået en lidt skæv start på voksenlivet, en ny chance. Det er det nyåbnede lærlingecenter et eksempel på.

»Transportbranchen har svært ved at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Med åbningen af lærlingecentret forsøger vi at få de unge til at vælge en uddannelse som chauffør eller inden for lager og logistik. Og vi går ikke kun efter unge med høje karakterer. Vores lærlingecenter har også plads til unge mennesker, der har haft svært ved at finde deres plads i livet og på jobmarkedet,« siger Brian Søgaard.

 

»Universal Transport & Flytteforretning forøgede i 2015 sin omsætning med 30 %, og vi forventer, at 2016 regnskabet bliver lige så positivt. Vi vil i de kommende år fortsætte med at vokse gennem både organisk vækst og gennem opkøb,« forklarer Brian Søgaard.

25 års jubilæet markeres tirsdag 1. november fra kl. 15-18 i firmadomicilet på Stiftsvej 13 i Vejle med en uformel reception for kunder, forretningsforbindelser, samarbejdspartnere, netværk og venner af huset.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093