23948sdkhjf

Nyscan Trucks overtager Kaj’s Lastbilcenter i Greve

I snart 40 år har først Kaj Sørensen og senere hans søn Johni Sørensen været markante skikkelser inden for lastbilservice af høj kvalitet i Hovedstadsområdet. Det er sket fra lokationer som Taastrup, Hedehusene, Avedøre Holme og senest Greve, men fremover får de 10 medarbejdere i Kaj’s Lastbilcenter ApS hjemme på Skandinavisk Transport Center i Køge. Her bliver de integreret i lastbilaktiviteterne hos aut. DAF-forhandler Nyscan Trucks A/S, der indgår i HEJ Gruppen.

Nyscan Trucks overtagelse af Kaj’s Lastbilcenter sker med virkning fra 1. maj. Der er tale om en virksomhedsoverdragelse, så alle medarbejdere tilbydes fortsat ansættelse i Nyscan Trucks A/S.

»Jeg har kendt både Kaj Sørensen og senere også Johni Sørensen gennem mange år og ved, at de med stor dygtighed har drevet en sund forretning inden for lastbilservice på deres forskellige værksteder i Hovedstadsområdet,« siger Henrik E. Jørgensen, ejer og direktør i HEJ Gruppen, og fortsætter:

»Vi overtager aktiviteterne i Kaj’s Lastbilcenter, fordi vi kan se en stor fordel ved at udnytte deres kompetencer inden for uafhængig værkstedsdrift. Konkret betyder det, at Johni Sørensen bliver udnævnt til værkstedsleder på vores nye DAF-værksted i Køge, og vi tilbyder ligeledes hans dygtige folk ansættelse i Nyscan Trucks. Det vil helt sikkert styrke vores position på markedet,« fastslår Henrik Jørgensen.

Hos Kaj’s Lastbilcenter ser Johni Sørensen, der er 2. generation i servicevirksomheden og selv uddannet lastbilmekaniker, også store fordele ved at blive en del af Nyscan Trucks under HEJ Gruppen.

»Siden min far startede virksomheden i 1982, har Kaj’s Lastbilcenter opbygget et godt ry for højt serviceniveau og god kvalitet inden for servicering af lastbiler, renovationsopbygninger og andet transportmateriel,« fortæller Johni Sørensen.

»Jeg overtog virksomheden i 2007, og sammen har vi drevet en god forretning, først på Avedøre Holme og siden 2010 i vores nybyggede værksted i Ventrupparken i Greve. Ved at overdrage aktiviteterne til HEJ Gruppen bliver vi en del af noget større, som giver garanti for fortsat vækst og beskæftigelse for medarbejderne,« siger han.

»Aftalen med HEJ Gruppen omfatter alle vores aktiviteter og medarbejdere, mens jeg selv beholder vores hidtidige værkstedsbygning på Ventrupparken 30. Den omfatter fire gennemgående værkstedsbaner og er på ca. 1.000 m2 inkl. administration, men om den skal sælges eller lejes ud, beslutter jeg først senere,« fastslår Johni Sørensen.

»Først og fremmest glæder jeg mig til at tage fat hos Nyscan Trucks, hvor jeg er sikker på, at vi kan være med til at skabe øget aktivitet og fremgang for DAF-aktiviteterne på Sjælland,« slutter han.

Om HEJ Gruppen:

HEJ Gruppen er mest kendt for sin MAN-forhandling af vare- og lastbiler med tilhørende værksted i Dalby på Midtsjælland samt snart også en nyetableret MAN-afdeling i Ringsted. Dertil kommer autoriseret forhandling og servicering af IVECO vare- og lastbiler gennem delejerskab af REA Erhvervsbiler A/S i Roskilde, Næstved, Slagelse og Glostrup samt opbygningsaktiviteter i Slagelse Erhvervs Opbyg A/S.

For præcist et år siden overtog HEJ Gruppen desuden aut. Scania servicepartner Nyscan A/S med lastbilanlæg i Køge, Vordingborg og Sakskøbing. Senest har HEJ Gruppen etableret sig med autoriseret DAF lastbilforhandling gennem det nyetablerede Nyscan Trucks A/S med serviceanlæg i Køge og Sakskøbing.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078