23948sdkhjf

Populær trucker-bog er opdateret

Bogen ”Med lastbilen som levevej” er skrevet af den tidligere eksportchauffør Erik Nielsen, som beskriver sin tid på landevejene i Europa, med et par afstikkere til Afrika og Mellemøsten i 1970´erne og 80´erne. Nu er den udkommet i en ny udgave.

Vi hører om arbejdsvilkårene for eksportchauffører på den tid i et Europa, der var delt skarpt op i øst og vest med megen bureaukrati og kontrol ved grænserne. Det var hårdt arbejde at køre de lange, trivielle ture og kunne være farligt, dels i trafikken, dels hvis man blev involveret i menneskesmugling eller kom i kløerne på den italienske mafia. Men vi hører også om sammenhold mellem chaufførerne, fester, skæg og ballade. Besværlige, sjove og groteske situationer bliver beskrevet med et glimt i øjet.

Erik Nielsen fik sin ilddåb som eksportchauffør, da han skulle køre oksekød til Libyen og måtte vente to dage på at komme ind i Tripoli, fordi det var Gadaffis fødselsdag. Lastbilens kølemaskine var gået i stykker, og kødet var blevet grønt, da det kom frem, men det så man stort på dernede. Da kødet skulle losses, blev de halve kalvekroppe blot smidt på gulvet i kølehuset, og da man ikke kunne nå højere op, brugte man de allerede aflæssede kroppe som trapper!

Denne udgave af Erik Nielsens bog indeholder mange af hans originale billeder, som ikke kom med i den første udgave. ”Med lastbilen som levevej” giver et godt indblik i en eksportchaufførs hverdag i 70´erne og 80´erne med ture til Østeuropa, Mellemøsten og Nordafrika.

Bogen udkom 20. oktober. Leveres i hardcover til 298 kr. plus forsendelse. Bogen er på 164 sider, rigt illustreret, og udgiver er Forlaget Veterania (www.veterania.dk).

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062