H.M. Dronningen besøgte håndværksuddannelser i Randers
På sommertogtet til Randers besøgte Hendes Majestæt Dronningen erhvervsuddannelserne på Tradium. Her fik Dronningen indblik i tradition og fornyelse i forskellige håndværksfag – fra tømrerværkstedets arbejde med bæredygtige materialer til smedenes svejserobot.
Da Dronningen på årets sidste sommerdag besøgte Tradiums campus på Blommevej i Randers var det blandt andet duften af savsmuld og mørtel, der mødte Majestæten.
Fremtidens træfag
I Tradiums tømrerværksted mødte Dronningen tømrerelev Caroline Ullits Dreholt, der blandt andet fortalte om skolens kvindenetværket, og forklarede Dronningen om de forskellige bestanddele i en tagkonstruktion ud fra en model i målestoksforholdet 1:50.
Her mødte Dronningen også tømrerelev Christian Philip Markus, der fortalte Dronningen om materialevalg og proces i byggeriet. Han fremviste to forskellige modeller, han havde bygget, og forklarede derigennem Dronningen om forskelle mellem konventionelle byggemetoder og en mere bæredygtig tilgang.
- Jeg kan godt lide at arbejde med bæredygtige byggeteknikker. Vi skal eksempelvis inkorporere mere træ i byggeriet, fordi det er bæredygtigt og faktisk også er noget, man tidligere har brugt i højere grad. Vi har en klode, vi skal passe på, og vi skal alle sammen hjælpe til og gøre, hvad vi kan, siger Christian.
Håndværk der holder
I Tradiums murerværksted mødte Dronningen Casper Bisgaard Ravn, der arbejder op mod den afsluttende svendeprøve. Casper præsenterede en øveopgave for Dronningen, hvori det svære er at sørge for, at alle fuger bliver lige og ensartede. Casper fortalte også om andre specielle mureropgaver, han har prøvet kræfter med og om hvorfor, han valgte murerfaget.
- Jeg har valgt murerfaget, fordi det sætter et præg på verden. Når jeg ikke er her mere, så kan mine efterkommere stadig se de huse, jeg har bygget, fortalte Casper.
I murerværkstedet mødte Dronningen også Patrick Dahl Gråbæk, der igennem uddannelsen flere gange deltaget i Danmarksmesterskabet for håndværksfagene, DM i Skills, i blandt andet flisemurerkonkurrencen. Han fremviste en flisevæg for Majestæten og fortalte om arbejdsprocessen, hvor han havde omsat kendetegn for Randers til flisekunst.
Svejserobot og hånd-øje-koordinering
På gåturen mellem de to afdelinger blev Dronningen præsenteret for arbejdende elever fra skolens øvrige uddannelser på Blommevej. Her var elever fra smedeuddannelse i færd med at montere en værktøjskasse af delelementer, de selv havde computertegnet, skåret ud af jernplader og forarbejdet. De fremviste også en svejserobot, der blev brugt til at svejse en udendørslampe – et eksempel på de nye teknologier eleverne også arbejder med i løbet af uddannelsen.
Personvognsmekanikeruddannelsen var repræsenteret ved en elev, der arbejdede på en konventionel motor samt en elbil, der illustrerede de nye opgaver, eleverne skal uddannes til.
Transport- og lageruddannelserne var til stede med en kransimulator samt forskellige konventionelle køretøjer. Samtidig blev Dronningen fortalt, at Tradium er ved at indkøbe en elbus, der har andre køreegenskaber og sikkerhedsudfordringer end konventionelle busser. Det bliver derfor vigtigt at kunne efteruddanne buschaufførerne, efterhånden som elbusserne vinder indpas i trafikken.
Fra elektrikeruddannelsen arbejde elever med lysopsætning, der er klassisk el-arbejde, men de var også til stede med en robot, som eleverne på uddannelsen lære at kode til forskellige opgaver. To elever fra maleruddannelsen viste øvelser, der er grundlæggende for forståelsen af faget og for træning af koordineringen mellem hænder og øjne.
I løbet af dagen kunne elever fra Tradiums Hotel, køkken og restaurant-uddannelser også fremvise deres kunnen, da de serverede kransekage under Majestætens besøg ved Tronholmen i Randers.
Foto: Randers Kommune