Nyt multivogntog til Michael Andersen i Brande
Mange vognmænd investerer i nyt materiel i form af en bogietrækker, en stor kran og en nedbygget sættevogn, men kun de færreste vælger at få kranen monteret forrest på sættevognen. Men det er lige præcis, hvad vognmand Michael Andersen i Brande har valgt, og det har resulteret i et unikt vogntog med fokus på alsidighed, fleksibilitet og effektivitet.
- Jeg løser mange opgaver især inden for servicering og reparation af vindmøller samt inden for byggeriet. For at drive en effektiv forretning skal min vognpark både kunne løse specialopgaver med kranopgaver og mere standardiserede opgaver på det normale transportmarked både her i Danmark og i udlandet, forklarer Michael.
Han har været vognmand i 29 år og råder pt. over i alt tre vogntog, hvor det nyeste adskiller sig noget fra de to øvrige. Dels er den nye 3-akslede trækker produceret i Stuttgart i Tyskland, mens de to andre -en 4-akslet kranbil med en nedbygget påhængsvogn og en 3-akslet trækker med forskellige typer sættevogne - kommer fra Göteborg i Sverige, og dels har den nye fået monteret sin store Palfinger-kran forrest på sættevognen, mens den anden kranbil er mere ”traditionel” med kranen monteret bag førerhuset.
- Vi skal være effektive, uanset hvordan bilerne skal anvendes, og den nye Mercedes-Benz trækker kan både fungere effektivt med og uden kran. Når den kører med den nye 4-akslede Pacton-sættevogn med udtræk og styrbare aksler, er den et effektivt specialkøretøj, og når den kører med en almindelig sættevogn, er den maksimal effektiv til landevejskørsel over lange stræk, fastslår Michael.
Det er en dygtig trio bestående af lastbilsælger Jørgen Benthien og trailersælger Henrik Korsdal fra Hessel i Brande samt salgsdirektør Sonny Hansen fra Give Kranservice, der i tæt samarbejde har sammensat det unikke vogntog.
- Jeg bor i Brande, Hessel bor i Brande, og Give Kranservice bor i Brande Derfor var det oplagt at handle lokalt, når så dygtige leverandører ligger så tæt op ad hinanden, forklarer Michael.
Selv om hans to øvrige lastbiler er svenskere, har han ikke noget imod at handle tysk. Det har chauffør Michael Kirkegaard, der skal køre i den nye Mercedes-Benz, heller ikke. Og så skader det for resten ikke, at Michael kender Mercedes-sælger Benthin rigtig godt, for de er nemlig begge udlært som lastbilmekanikere hos Hessel i tidernes morgen. Michael kender trailersælger Henrik gennem mange år og har bare ventet på en lejlighed til at handle med ham, og kransælger Sonny har leveret Palfinger-kraner til Michael adskillige gange. Så de kender hinanden på kryds og tværs.
- Uden at smøre for tykt på vil jeg hævde, at de forskellige leverandører til det nye vogntog har været specialister på hver deres område. Jørgen har leveret trækkeren præcis til kravene til hydrauliksystemet til kranen på traileren, Henrik har leveret traileren præcis efter ønske til montering af kranen samt mine ønsker til udtrækket og de styrbare aksler, mens Sonny og Give Kranservice har skruet det hele sammen, så det bare spiller max., slutter Michael.
Fakta om vogntoget
- Trækker: Mercedes-Benz Actros 2653 LSDNA 6x2
- Drivline: 12,8 liters 6-cyl. rækkemotor på 530 hk/2.600 Nm, 12-trins G 281-12 gearkasse med Powershift 3 samt enkeltreduceret 485-bagtøj med udveksling 2,93:1, og mekanisk differentialespærre.
- Førerhus: Bigspace L med sovekabine, 2 køjer, stor læderpakke, fuldaut. klimaanlæg med ekstra oliefyr samt parkeringskøler,
- Chassis: fuld luftaffjedring på alle tre aksler, Alcoa Durabright alu-fælge, 600 liter brændstof- og 60 liter AdBlue-tank, udvendige værktøjsskabe, luftforskydelig skammel, komplet alu-dørk foran og bag skammel mm.
- Maling: Førerhus fabrikslakeret i metallic rød, opbygning lakeret af Nørre Snede Autolak
- Leveret af salgskonsulent Jørgen Benthin, Ejner Hessel i Brande
Sættevogn
- Pacton SYD 456 nedbygget udtrækstrailer med tre styrbar og én løftbar aksel. 13,64 meter ladlængde (ca. 4,15 meter repos og 9,15 nedbygget), 5,5 meter udtræk bag repos. 4x10-tons BPW-akslet på luftaffjedring med hæve-/sænkeventil, 18 tons kingpin, totalvægt 58 tons. 1. aksel fast og hævebar på kontakt i bilen, 2., 3. og 4. aksel hydraulisk styret fra kile bag king-pin inkl. fjernbetjening. 16 stk. hjul og dæk 245/70 R 17,5. Skrå bagende med integrerede ramper. Bund i hårdttræ, 2x15 stk. 8.000 kg surringsringe i kantskinne, 2x10 stk. stokkehuller i kantprofil 50x100, containerlåse for 20” og 40” containere. 4 stk. bredlastskilte med lys og blitzblink. Komplet LED lygtesæt for køre-, stop-, blink- og baklys, div. arbejdslys mm. Div. værktøjskasser i rustfast stål.
Leveret af salgskonsulent Henrik Korsdal, Ejner Hessel i Brande
Kran
- Forreste del af svanehals forberedt af Pacton for Palfinger PK78002-SH kran med 7 hydrauliske udskud og flyjib med 6 hydrauliske udskud. Hydrauliske støtteben monteret på krankonsol svingbare til lodret i transportstilling.
Leveret af salgsdirektør Sonny Hansen og monteret inkl. hydraulik på trækkeren af Give Kranservice i Brande.