23948sdkhjf

Kameraovervågning i Aalborg medfører bøderegn

Ejere varebiler og lastbiler har fået bøder for millioner af kroner, efter de er kørt ind i Aalborgs miljøzone, der nu er kameraovervåget.

Millioner af kroner vælter ind i statskassen, efter der i 2020 blev etableret kameraovervågning med automatisk nummerplade-aflæsning i dele af Aalborgs midtby.

Et stort område af midtbyen er såkaldt miljøzone, hvor dieseldrevne lastbiler, busser og varebiler uden partikelfiltre ikke må køre ind.

Trods skiltning er der fortsat mange osende dieselbiler, der bryder reglerne, og så vanker der bøde til ejerne. Bøden er på 12.500 kr., hver gang en af de dieselosende lastbiler eller busser bliver registreret i miljøzonen.

For de dieseldrevne varebiler - og også snart personbiler - er bøden 1500 kr.

Tusinder af "dieselsyndere" har fået bøder, efter deres køretøj er fotograferet i miljøzonen i Aalborgs midtby.

I 2021 blev der uddelt knap 1400 bøder til dieseldrevne varebiler, lastbiler og busser, der var kørt ind miljøzonen i Aalborg - uden partikelfiltre. I 2022 nåede antallet af bøder op på knap 1500.

Langt de fleste af bøderne er sendt til ejere af varebiler.

Over otte millioner kr.

I 2021 og 2022 blev der uddelt "dieselbøder" for sammenlagt omkring 8,4 millioner kroner, oplyser det statslige selskab Sund & Bælt, som står for den automatiske registrering af de dieselkøretøjer i miljøzonen i Aalborg. Over otte millioner bødekroner, som ender i statskassen.

Overvågningen foregår ved hjælp af kameraer med nummerpladegenkendelse. Oplysningerne samkøres med motorregisteret.

Hvis det her fremgår, at det er et dieseldrevet køretøj uden partikelfilter, udstedes bøden automatisk. Dog kontrolleres nummerpladefotoet af en person for at undgå fejl.

Kun få kameraer

Hvis man tror, at den såkaldte miljøzone i Aalborg er plastret til med overvågningskameraer, der aflæser nummerplader, kan man godt tro om igen.

Ifølge Sund & Bælt har de kun monteret fire faste kameraer i miljøzonen i Aalborg, og dertil kører man rundt med et kamera på en bil.

Alle nummerplader tjekkes

Alle køretøjer, der registreres af overvågningskameraerne, får aflæst nummerpladen. Hvis det efterfølgende tjek i motorregistret viser, at alt er OK, slettes fotoet.

Trods de forholdsvis få overvågningskameraer i miljøzonen i Aalborg er det altså endt med sammenlagt knap 3.000 "diselbøder" på to år. Og et samlet bødebeløb på over otte millioner kr. til statskassen.

Fra 1. oktober udvides kontrollen i Aalborgs miljøzone til også at omfatte personbiler. Hvis kontrollen konstaterer, at en personbil er dieseldreven og ikke har partikelfilter, får ejeren en bøde på 1.500 kr.

FAKTA OM: Miljøzoner

  • I 2020 vedtog Folketinget en lov om miljøzoner. Miljøzone-kravene til dieseldrevne køretøjer skal være med til at sikre renere luft i de større byer.
  • Ud over i Aalborg er der miljøzoner i Aarhus, Odense og København.
  • Miljøstyrelsen har ansvar for lov-håndhævelsen i miljøzonerne.
  • Sund & Bælt foretager den digitale kontrol i miljøzonerne, mens Miljøstyrelsen udsender bøderne.
  • Kontrollen sker med automatisk kamera-tjek af nummerplader.
  • Nummerplade-genkendelsesteknologi er den samme som bruges på Storebæltsbroen, når trafikanter kører gennem betalingsanlægget.

Kilde: Sund & Bælt

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156