27-årig mand mister livet i kollision med lastbil
Kvindelig lastbilchauffør var uopmærksom og kolliderede med en personbil på E45 ved Skærup. 27-årig er død
En 27-årig mand er afgået ved døden i forbindelse med en alvorlig færdselsulykke på motorvej E45 ved Skærup natten til mandag.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi til regionalmediet jv.dk.
Ifølge mediet overså en 47-årig kvindelig lastbilchauffør en personbil, der holdt stille i første vognbane med havariblinket tændt.
Lastbilchaufføren kolliderede af den grund med bilen, hvor den 27-årige sad som fører. Ulykken fandt sted klokken 00.16 i nordgående retning på motorvejen.
Politiet oplyser til mediet, at man undersøger sagen nærmere.
De pårørende er underrettet.
/ritzau/