46-årig og 28-årig pågrebet for dieseltyveri
Flere politipatruljer blev torsdag aften sendt til en adresse i udkanten af Holeby. Det skete, fordi indbrudstyve netop var blevet overrasket af vidner, mens de var i færd med at stjæle diesel fra en parkeret lastbil.
Tyvene stak af i en bil, men på grund af gode vidneudsagn blev bilen standset på Majbøllevej klokken 22, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Der var to mænd i bilen, som i øvrigt lugtede en hel del af diesel. Der lå nemlig to dunke med henholdsvis 30 og 60 liter diesel i bilen.
Føreren var en 46-årig mand fra Lolland, som ikke havde noget kørekort, og det viste sig også, at den bil, de kørte i, ikke var indregistreret, for den nummerplade, der sad på, hørte til en anden bil.
Passageren i bilen var en 28-årig mand fra Kolding, og de blev begge anholdt klokken 22.29 og sigtet for tyveri.
Føreren blev også sigtet for kørsel uden førerret og for at køre i en uindregistreret bil uden forsikring. Bilen, de kørte i, blev beslaglagt på stedet.