23948sdkhjf

Autohjælp har været i aktion flere hundrede gange siden midnat

SOS Dansk Autohjælp har fra midnat til klokken otte haft 350 sager. Det er knap dobbelt så mange som normalt

Store mængder sne og dybe frostgrader har mandag morgen skabt travlhed hos SOS Dansk Autohjælp.

Flere hundrede bilister har henvendt sig for at få hjælp til at starte bilen. Mange er også blevet trukket fri af sneen.

Det siger Anette Bjørn Juncher, der er vagtcentralchef hos SOS Dansk Autohjælp.

Indtil klokken otte har man håndteret omkring 350 sager. Det er næsten dobbelt så mange som på en normal morgen.

Der har været brug for hjælp i hele landet, men særligt i den centrale del af Jylland har der været problemer.

Det er da også her, at frostgraderne har været flest.

Ifølge TV 2 Vejret har der været mere end 11 graders frost omkring Horsens natten til mandag, mens man i Aarhus har været ramt af omkring ni graders frost.

Det er syvende døgn i træk, at der et sted i landet er målt mere end minus ti grader, skriver mediet.

SOS Dansk Autohjælp forventer generelt en travlt dag. Derfor er al disponibel mandskab indkaldt og samtlige køretøjer taget i brug.

Vagtcentralchef Anette Bjørn Juncher forventer, at selskabet skal ud til op mod 2500 sager i løbet af dagen. Det vil svare til 50 procent mere end en normal mandag.

- Mandag er altid vores travleste dag. Og der har været sne og koldt i weekenden, så vi har biler, der ikke har kørt siden fredag, siger hun.

Vejdirektoratet har mandag morgen opfordret bilister til at køre hjemmefra i god tid samt at køre forsigtigt.

Rådene kommer fra Jakob Riis-Petersen, der er vagthavende i trafikcenteret ved Vejdirektoratet.

- Man skal være opmærksom på, at der kan være en risiko for sne- og isglatte veje, siger han.

- Det er i hele landet, er meldingen fra DMI (Danmarks Meteorologiske Institut, red). Og så handler det om at begive sig ud i god tid, hvis man skal ud at køre i dag, eftersom der kan være glatte veje visse steder.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.122