23948sdkhjf

54-årig kvinde død i færdselsulykke ved Ruds-Vedby

Personbil og lastbil er stødt frontalt sammen på Jyderupvej ved Ruds-Vedby. 54-årig kvinde har mistet livet

En 54-årig kvinde har mandag eftermiddag mistet livet i en færdselsulykke ved Ruds-Vedby.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på det sociale medie X.

Kvinden, der førte en personbil, stødte frontalt sammen med en lastbil, oplyser vagtchef Nicolai Lynge.

Lastbilchaufføren er ikke kommet til skade, lyder det.

Politiet har endnu ingen formodning om årsagen til ulykken.

- Vidner siger, at det virkede, som om kvinden skiftede retning og kom over i den modsatte vejbane, siger vagtchefen.

- Men om det er rigtigt, og hvorfor det skulle være sket, ved vi ikke. Det skal vi have undersøgt.

Jyderupvej ved Ruds-Vedby nord for Slagelse er mandag kort før klokken 19 igen farbar.

En bilinspektør har været på stedet for at foretage undersøgelser, mens lastbilen er blevet borttransporteret.

Ulykken blev i første omgang meldt ud af politiet på X omkring klokken 16.

Her lød det, at vejen var spærret i begge retninger.

De pårørende er underrettet.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.073