To virksomheder vinder transportpris
FDE Fonden har uddelt Initiativprisen 2024, og i år gik prisen som noget nyt til to virksomheder. Årets prismodtagere blev henholdsvis transportvirksomheden Brdr. Færch Distribution ApS i Hobro og projektet “Unge på toppen”.
Det var på ITD’s generalforsamling, at FDE Fondens bestyrelsesformand, Jens Iwer Petersen, kunne uddele årets Initiativpris, og han indledte med at fortælle om, hvad der har været i fokus ved dette års Initiativpris.
- Som noget nyt har vi ud fra de indkomne indstillinger i år valgt et tema, der er højaktuelt for transportbranchen, nemlig rekruttering af arbejdskraft med hovedvægt på unge mennesker og ikke mindst nogle af de grupper, der er skoletrætte og har lidt svært ved at komme i gang med uddannelse eller job. Og det andet nye i år er, at vi har fordelt hæderen på to modtagere.
- Har vist vejen
Jens Iwer Petersen uddybede herefter, hvorfor netop disse to virksomheder blev årets vindere. Om Brdr. Færch Distribution sagde han blandt andet:
- Brdr. Færch Distribution er en mindre transportvirksomhed, der har vist vejen ved at ansætte en ung mand, der var skoletræt og havde svært ved at finde sin vej i tilværelsen. Og resultatet har været til stor glæde for både virksomheden og den unge, der nu er overbevist om, at hans fremtid ligger i transportbranchen. Helt aktuelt har 5-6 unge været forbi virksomheden her i påsken – så det stopper ikke med den ene unge. Dette konkrete eksempel kan forhåbentlig inspirere andre – også mindre virksomheder – til lignende initiativer.
Om prisens anden vinder, projektet ”Unge på toppen”, sagde han blandt andet:
- Unge på toppen er et projekt, som henvender sig til unge, som sidder fast i jobcenter-systemet. Formålet er at få unge ud af jobcentersystemet, få dem i job eller uddannelse og mandsopdække dem i positiv forstand, så de ikke falder tilbage. Det er fantastisk projekt med en stor succesrate, og det er ikke mindst glædeligt, at rigtig mange transportvirksomheder har bakket op og taget en af de unge under deres vinger. Projektet har nu i en årrække vist sin store berettigelse med udgangspunktet i Sønderborg og Aabenraa Kommune, og FDE Fonden håber med prisen at kunne medvirke til, at projektet bliver spredt ud til andre dele af landet til glæde for de unge, for samfundet og forhåbentlig også for transportbranchen.
Herefter overrakte FDE Fondens formand årets Initiativpris, der i år bestod af et legat på 25.000 kr., et diplom og en statuette til henholdsvis Brdr. Færch Distribution ApS og “Unge på toppen”.