Varsler natlige spærringer af tunnel
Arbejdet med at renovere Frederikssundsvejstunnelen ved Bellahøj i København skrider fremad, og nu er det tid for Vejdirektoratets entreprenør til at tage hul på en ny fase, som betyder, at tunnelen vil blive lukket for al trafik om natten over en række weekender.
Totalspærringerne er nødvendige for, at man kan udføre betonreparationer på den midterste del af tunnelloftet, da denne ikke kan tilgås under de almindelige afspærringer, hvor der er to åbne vognbaner, lyder det i en meddelelse fra Vejdirektoratet.
Hvis alt går vel, kan Vejdirektoratets entreprenør nøjes med at lukke for tunnelen hen over to weekender, mens den tredje weekend 31. maj til 2. juni er lagt ind som en buffer.
Arbejdet er lagt om natten i weekenden for at være til mindst mulig gene for trafikanterne. Der er tale om totalspærringer af begge tunnelrør.
Weekenden 10.-12. maj:
Fredag kl. 23 til 5 næste morgen
Lørdag kl. 23 til 5 næste morgen
Søndag kl. 23 til 5 næste morgen
Weekenden 24.-26. maj:
Fredag kl. 23 til 5 næste morgen
Lørdag kl. 23 til 5 næste morgen
Søndag kl. 23 til 5 næste morgen
Weekenden 31. maj til 2. juni:
Fredag kl. 23 til 5 næste morgen
Lørdag kl. 23 til 5 næste morgen
Søndag kl. 23 til 5 næste morgen
Der vil også længere fremme i renoveringen af Frederikssundsvejstunnelen blive anvendt totalspærringer, og der vil blive udsendt information om datoerne, så snart de er besluttet, oplyser Vejdirektoratet.