Mand død efter trafikulykke ved Skive
En personbil og en lastbil har tirsdag formiddag været involveret i en alvorlig ulykke på Herningvej nær Skive.
Ulykken førte til, at en 63-årig mand fra Mors har mistet livet, skriver Midt- og Vestjyllands Politi på det sociale medie X.
Den 63-åriges pårørende er blevet underrettet.
Vejen er spærret i begge retninger mellem Ringvej Syd og Estvad som følge af ulykken og det efterfølgende oprydningsarbejde. Politiet forventer, at vejen vil være spærret indtil tirsdag eftermiddag.
Politiet skriver på X, at den 63-åriges bil af uvisse årsager kom over i den modsatte side af vejen, hvilket førte til kollisionen med lastbilen.
En kvinde, der var passager i den bil, som den 63-årige kørte, er uden for livsfare. Hun blev efter ulykken fløjet til Aarhus Universitetshospital med en lægehelikopter.
Chaufføren af den lastbil, der var involveret, er uskadt.
/ritzau/