Millioner til grønne lastbiler
Et bredt flertal af Folketingets partier har besluttet, at vognmændene fra sensommeren kan søge om støtte til indkøb af grønne lastbiler og etablering af depotladestandere eller -brinttankstationer.
Det er Venstre, Socialdemokratiet, Moderaterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Enhedslisten, der står bag aftalen, hvor 75 millioner kroner afsættes til støtteordningen.
Midlerne kommer fra Grøn Fond, hvor der er afsat 750 millioner kroner til grønne tiltag og effektiviseringer af vejtransporten fra 2024-2030. Derudover er der afsat 50 mio. kr. varigt fra 2030 og frem, ligesom der er afsat 160 mio. kr. i alt til lastbiler, der kan køre på biogas fra 2025 og frem til og med 2030, oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse.
Det er Vejdirektoratet, der administrerer puljen på 75 millioner kroner. Ansøgningsperioden forventes at løbe fra 15. august til 15. november 2024, hvor midlerne uddeles efter først til mølle-princippet. Én virksomhed kan maksimalt tildeles 5 procent af puljen.
Med aftalen prioriterer partierne de mindre virksomheder, som kan have sværere ved at komme i gang med omstillingen. Derfor kan små virksomheder få mere i støtte end større virksomheder.
Virksomheder kan søge om støtte til følgende tiltag:
Meromkostning ved indkøb af nye brint- eller ellastbiler: 60 procent (små virksomheder), 50 procent (mellem virksomheder) eller 30 procent (store virksomheder) i tilskud.
Investering i depotladning og -tankning til brint eller el: 50 procent (små virksomheder), 40 procent (mellem virksomheder) eller 20 procent (store virksomheder) i tilskud.
Projekter der omfatter begge dele: I projekter, hvor der søges om tilskud til både lastbiler og depotladere, er ovenstående satser for tilskud gældende.
Bekendtgørelsen forventes at blive sendt i offentlig høring den 31. maj 2024.
Vognmænd: De penge får hurtigt ben at gå på