Nu udskydes afspærringen af denne motorvejsrampe
Det blev forleden annonceret, at tilkørslen i sydgående retning fra tilslutningsanlæg <39> bliver spærret i perioden fra den 17. juni og frem til den 12. juli.
Men nu er det kommende arbejde blevet rykket til efter sommerferien for ikke at skabe unødigt pres på de øvrige til- og frakørsler. Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Ombygningsarbejdet sker, i forbindelse med at Vejdirektoratet er i gang med at ombygge tre tilslutningsanlæg langs E45 Nordjyske Motorvej ved Randers, som skal skabe mere plads og sikre en bedre fremkommelighed. De tre anlæg vil efter planen være færdigudbygget ved udgangen af 2025.
Lige nu er frakørsel <39> Randers N spærret i nordgående retning frem til den 6. juli. Det betyder, at de trafikanter, der normalt benytter frakørsel <39> Randers N i nordgående retning, i perioden opfordres til at køre til frakørsel <38> Purhus og forbi frakørsel <40> ved Randers C, der allerede er meget trafikeret med flere daglige kødannelser på grund af det vejarbejde, der foregår på Viborgvej ind mod Randers C.
Når tilkørsel <39> i sydgående retning bliver spærret på den anden side af sommerferien, skal de trafikanter, der normalt bruger tilkørslen ud på en omkørselsrute og køre mod nord til tilslutningsanlæg <38> Purhus og dér køre på E45 i sydgående retning.
I myldretiden kan der derfor opstå kø på grund af afspærringerne, ligesom rejsetiden vil blive forlænget med cirka 10 minutter på grund af den 16 kilometer lange omkørselsrute.