Køerne er blevet for lange: Nu ændres omkørselsrute
På grund af for lange køtider ændrer Vejdirektoratet nu omkørselsruten ved asfaltarbejdet på Frederikshavnmotorvejen. Ændringen træder i kraft i løbet af uge 34, fortæller Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Den 11. august begyndte Vejdirektoratet arbejdet med at udskifte asfalten på en cirka 11 kilometer lang strækning i de sydgående spor af Frederikshavnmotorvejen mellem tilkørsel 15 Jyske Ås og frakørsel 18 Vodskov N.
Arbejdet betyder, at det er nødvendigt at spærre de sydgående spor på strækningen. I stedet har der været etableret omkørsel ad den gamle hovedvej, rute 180.
Men det har vist sig, at omkørslen giver længere køtider end forventet. Derfor ændrer Vejdirektoratet nu på trafikafviklingen, så trafikanterne i stedet bliver ledt over i nordgående spor i stedet for den nuværende omkørsel via rute 180.
Ændringen kræver en del forberedelse, og derfor kan den først tages i brug i løbet af uge 34.
Der vil stadig være spærring af sydgående ramper ved 16 Hjallerup og 17 Lyngdrup, da overledningen skal forbi hele arbejdsområdet. Der vil være risiko for kø ved indsnævringerne til ét spor både i nordgående og sydgående retning.
Arbejdet forventes at vare omring en måned afhængigt af vejret.