Tung kontrol på øen: Fandt biler med mange fejl og mangler
Tungvognscenter Øst under Midt- og Vestsjællands Politi har i denne uge foretaget kontrol af last- og varebiler på Bornholm.
Fra den 11. august til den 14. august blev der i alt kontrolleret 89 lastbiler og busser, 46 varebiler og 14 traktorer.
Kontrollerne blev primært udført i Rønne og i mindre omfang også i Nexø. Der blev i alt skrevet sager vedrørende 16 lastbiler, 9 busser og 13 varebiler.
- Der blev kontrolleret et stort antal køretøjer, og langt de fleste var der ikke nogen problemer med. Men der var nogle enkelte, som vi fandt mange fejl og mangler på. Men det var også netop de køretøjer, som vi var kommet til Bornholm for at finde, så tingene kan blive bragt i orden af hensyn til færdselssikkerheden, siger leder af Tungvognscenter Øst, politikommissær Michael Sander.
Sagerne vedrørte blandt andet diverse fejl på køretøjerne, manglende brug af tachografen til at registrere køre-/hviletid, manglende brug af sikkerhedssele og manglende tilladelser. Og for varebilerne blev der også skrevet sager manglende navn og cvr-nummer på køretøjet.
Dertil kommer:
- To sager om overlæs på varebil.
- En sag om kørsel uden førerret i varebil med påhængsvogn.
- En sag om lastbil, der overskred den maksimale højde i belæsset stand
- En sættevogn der fik afmonteret nummerpladen, idet en bremseskive på det ene hjul helt manglede. Godset bestående af betonelementer måtte omlæsses på stedet.
- En traktorvogn kunne nærmest ikke bremse og ville have fået nummerpladen afmonteret, såfremt denne havde været registreret. Traktorvognen var ikke registreringspligtig.
- En sag med en varebil med påhængsvogn, hvor den nødvendige tachograf ikke var monteret, og hvor føreren ikke havde det nødvendige kørekort.
- En fører af bus havde ikke chaufføruddannelse.
- En lastbil afgav for meget støj fra udstødningssystemet svarende til en otte-dobling i forhold til tilladte støjgrænse for lastbilen. Der var ligeledes mange fejl på lastbilen og sættevognen, deriblandt defekt dæk, hvor ståltråd var synlig, ulovligt monteret lys, ulovligt monteret type rat, ligesom sættevognen også havde alvorlige fejl. Lastbilen blev ledsaget direkte på nærmeste værksted for udbedring af trafikfarlige fejl, og øvrige fejl skulle rettes straks lastbilen kom hjem til Sjælland.
- En sag med tre overtrædelse af reglerne for transport af farligt gods i én varebil.
Der blev desuden konfiskeret et safarigitter fra en lastbil, idet vognmanden tidligere havde fået bøde for at køre med det ulovlige safarigitter.
Flere af køretøjerne blev som følge af kontrollen indkaldt til syn.
Derudover gennemførte dyreværnsenheden ved Midt- og Vestsjællands Politi også en række kontroller på Bornholm.
I alt 12 lastbiler og fire varebiler blev kontrolleret. Det gav følgende sager:
- Tre sager mod chauffører om overtrædelse af dyrevelfærdslovgivningen.
- Tre sager mod vognmændene om overtrædelse af dyrevelfærdslovgivningen.
- En sag mod pågældende landmand om overtrædelse af dyrevelfærdslovgivningen.
- To sager om for lidt areal til slagtesvin.
Dertil kommer sager om nedslidte dæk, lygtefejl og forkert indstillet sidespejl. Desuden skal ægtheden af en dyrelægeerklæring undersøges nærmere.