Hjælp til vejskat samt god kaffe og is
Den store danske vognmandsorganisation ITD – International Transport Danmark er selvfølgelig med, når dørene første gang bliver slået op til Transport Expo i Taastrup – Sjællands nye transportmesse.
ITD er en brancheorganisation for danske transport- og logistikvirksomheder, der rådgiver og skaber netværk for mange hundrede medlemsvirksomheder.
Når ITD tjekker ind i Taastrup, bliver det med et hold af faglige eksperter, der står klar til at få en god snak med messegæsterne.
Den kilometerbaserede afgift for lastbiler fra 2025 nærmer sig med hastige skridt, og på ITD’s stand kan du blandt meget andet høre om betalingsløsningen Telepass til vejskat. Telepass har allerede været anvendt som betalingsløsning i mere end 20 år i alle europæiske lande med vejafgift, og hos vognmandsorganisationen kalder man den en ideel løsning i forhold til de udfordringer kilometerafgiften måtte give vognmændene.
Uden mad og drikke dur messehelten ikke. Når ITD drager på messe, bliver der altid disket op med lækkerier til gæsterne. Transport Expo er ingen undtagelse. Der er kvalitetskaffe i bægeret, og hvem kan ikke klare en lækker forfriskning fra ”Hansen IS”.
ITD glæder sig til at møde alle messegæsterne og står klar på stand 26.
Transport Expo 2024 finder sted på Højager 7 ved Volvo Danmark, der i samarbejde med Nordiske Medier står bag den nye udstilling.
Transport Expo har åbent 7.-8. september kl. 10-16 begge dage.