Transport Expo kom godt fra start
En ny messe for den danske transportbranche så dagens lys i weekenden, da Transport Expo 24 løb af stablen i Taastrup.
Udstillingen bygger på arven fra Transport Øst, som nu videreføres under nyt navn og i nye rammer på Volvo Danmarks område i Taastrup. Bag udstillingen står Nordiske Medier, der bl.a. favner branchemedierne Lastbil Magasinet og Transportmagasinet.
Premieren på Transport Expo havde vejret med sig - i hvert fald var der bagende sensommer på udstillingspladsen, som især lørdag var velbesøgt af chauffører, vognmænd og andre med interesse for transportbranchen.
Gæsterne havde et bredt udvalg af lastbilmærker, trailere, kraner, opbygninger, tilbehør, uddannelse, rådgivning og meget andet at kigge på og besøge på de mange stande.
Arrangørerne Nordiske Medier erklærer sig godt tilfreds med Transport Expo og vil nu i samarbejde med udstillerne evaluere og arbejde hen imod næste udgave af Transport Expo.