Mercedes' nye flagskib er Årets Lastbil
eActros 600 fra Mercedes-Benz er kåret til 'International Truck of the Year 2025'.
Prisen blev overrakt mandag aften på IAA-messen i Hannover til Karin Rådström, CEO for Mercedes-Benz Trucks. Bag kåringen står fagjuryen International Truck of the Year (IToY), som består af 24 lastbiljournalister fra førende transportmedier i lige så mange europæiske lande.
Med 88 point vandt den tyske fabriks elektriske langturslastbil afstemningen foran stærke konkurrenter som Volvo FH Aero-serien med både elektriske og konventionelle drivliner, samt den elektriske trækker Iveco S-eWay.
Det er anden gang, at en elektrisk lastbil vinder prisen som International Truck of the Year, som hvert år uddeles til en ny lastbil ud fra en række kriterier såsom ydeevne, teknologisk innovation, komfort, sikkerhed, køreegenskaber, energieffektivitet, klimaaftryk og TCO (total cost of ownership).
Grundig testkørsel
IToY-juryens journalister har taget del i den 15.000 km lange eActros 600 European Testing Tour 2024 og selv oplevet den nye lastbil og det nye ProCabin-førerhus, som med et nyt aerodynamisk design kan reducere luftmodstanden med op til 9 procent sammenlignet med den nuværende Actros-model.
Juryens medlemmer fremhævede drivlinens præstation, baseret på to elmotorer med 400 kW effekt monteret på den elektriske aksel, samt tre store batteripakker med hver 207 kWh. Drivlinen leverer glidende accelleration med tre tilgængelige køreprogrammer i et stille og vibrationsfrit arbejdsmiljø for chaufføren.
IToY-juryen kunne også ved selvsyn bevidne, at med mere end 600 kWh batterikapacitet kan et 40 tons sættevogntog opnå en rækkevidde på mere end 500 kilometer uden at lade op undervejs.
'State-of-the-art BEV'
Gianenrico Griffini, formand for IToY-juryen, opsummerede ved overrækkelsen af trofæet:
- Mercedes-Benz Trucks designede eActros 600 som en elektrisk lastbil helt fra starten. Det arbejde har sendt en 'state-of-the-art' BEV på gaden i stand til at udføre en bred vifte af opgaver i fjerntransport.
Danmark er repræsenteret i ITOY-juryen ved Rasmus Haargaard, journalist på Lastbil Magasinet, der også støtter op om eActros 600 som årets vinder.
- Med eActros 600 bevæger elektriske lastbiler sig ind i det vigtigste segment inden for vejtransport. De første testkørsler har været meget overbevisende i forhold til både køreegenskaber og rækkevidde, så indtil videre ser det ud til, at eActros 600 lever op til sine store løfter.
International Truck of the Year
- Kåringen af International Truck of the Year (IToY) blev indstiftet i 1977 af den britiske journalist og redaktør på magasinet Truck, Pat Kennett. I dag udgøres jurymedlemmerne af 24 lastbiljournalister fra fagmedier over hele Europa.
- I de seneste år har IToY-gruppen udvidet med associerede medlemmer fra de voksende lastbilmarkeder i Kina, Indien, Sydafrika, Australien, Brasilien, Japan, Iran og New Zealand. IToY bistår desuden med lignende prisuddelinger i Kina og Sydamerika.
- IToY samarbejder om de årlige kåringer med Dekra, som varetager opgaven med som uafhængig part at indsamle jurymedlemmernes stemmer og verificere det endelige resultat af afstemningen.
- I afstemningen kan hvert jurymedlem uddele 12 point til de nominerede kandidater til prisen. Hvert medlem kan højst tildele én kandidat 7 point, og man behøver ikke gøre brug af alle 12 point.
International Truck of the Year igennem 49 år
1977: Seddon Atkinson 200
1978: MAN 280
1979: Volvo F7
1980: MAN 321
1981: Leyland T45
1982: Ford Cargo
1983: Renault G260/290
1984: Volvo F10
1985: Mercedes-Benz LN2
1986: Volvo FL
1987: MAN F90
1988: DAF 95
1989: Scania 3-serien
1990: Mercedes Benz SK-serien
1991: Renault AE Magnum
1992: Iveco Eurocargo
1993: Iveco Eurotech
1994: Volvo FH
1995: MAN F2000
1996: Scania 4-serien
1997: Mercedes-Benz Actros
1998: DAF 95 XF
1999: Mercedes-Benz Atego
2000: Volvo FH
2001: MAN TGA
2002: DAF LF
2003: Iveco Stralis
2004: Mercedes-Benz Actros
2005: Scania R-serien
2006: MAN TGL
2007: DAF XF 105
2008: MAN TG-serien
2009: Mercedes-Benz Actros
2010: Scania R-serien
2011: Mercedes-Benz Atego
2012: Mercedes-Benz Actros
2013: Iveco Stralis Hi-Way
2014: Volvo FH
2015: Renault T
2016: Iveco Eurocargo
2017: Scania R/S
2018: DAF XF/CF
2019: Ford F-Max
2020: Mercedes-Benz Actros
2021: MAN TGX
2022: DAF XF/XG/XG+
2023: DAF XD
2024: Volvo FH Electric
2025: Mercedes-Benz eActros 600
Artiklen er en del af temaet IAA 2024.