23948sdkhjf

Lyssignaler gik i sort flere steder på Sjælland

I flere lyskryds blev bilister torsdag morgen mødt af sorte lyssignaler. Der var fejl på højspændingsnettet

Flere trafikanter på de sjællandske veje blev torsdag morgen mødt af mørkelagte trafiklys.

Torsdag formiddag er der godt nyt. Vejdirektoratet kan oplyse, at de fleste signalanlæg igen er i drift.

- På grund af strømudfald har mange signalanlæg på Sjælland været ude af drift. De fleste signalanlæg er nu i drift igen.

- Teknikere arbejder på de sidste anlæg, skriver Vejdirektoratet klokken 10.30 på det sociale medie X.

Vejdirektoratet oplyste torsdag morgen til Ritzau, at det var lyskryds flere steder på Sjælland - blandt andet i Ballerup, Smørum, Køge og Høje-Taastrup - som var i udu.

Klokken 9 lød det, at mørklægningen på daværende tidspunkt ikke gav anledning til større kødannelse.

Energinet oplyser, at der torsdag klokken 07.41 skete en fejl på højspændingsnettet på Sjælland, som betød, at den elektriske spænding kortvarigt faldt.

- Et spændingsdyk betyder, at spændingen i elnettet falder i et splitsekund, inden den vender tilbage til normalen.

- Det kan skyldes en fejl, et udfald, kortslutning eller nogle linjer, der er beskadiget, sagde Jesper Rasmussen, der er pressechef i Energinet torsdag morgen.

Han oplyser torsdag formiddag, at årsagen til spændingsdykket er en fejl på en højspændingsstation i Kyndby.

- Vi er ved at undersøge, hvordan fejlen er opstået, lyder det.

Energinet kan ikke se, hvilke konsekvenser spændingsdykket har for forbrugerne. Men der var foruden de slukkede trafiklys meldinger om rulletrapper, der var gået i stå.

- Spændingsdyk sker fra tid til anden. Normalt vil forbrugerne opleve det som et blink i lyset.

- Men nogle gange kan det også medføre, at apparater stopper hos forbrugerne, men vi kan ikke se konsekvenserne for forbrugerne, sagde Jesper Rasmussen torsdag morgen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141