4000 liter spildt mælk lukker motorvej
Man skal ikke græde over spildt mælk, siger man.
Men måske var en lastbilchauffør ved at gøre netop det kort efter midnat torsdag.
Ifølge brandvæsnet i Florida stod bilisterne på en motorvej nær Palm Beach over for et glat og måske surt lugtende rod. Det skriver UPI.
Der skete en ulykke på motorvejen, hvor ingen kom til skade.
Til gengæld resulterede det i, at lastbilen tabte sin last.
4160 liter mælk blev spredt på kørebanen.
- Det tog næsten tre timer at rydde op, lød det bagefter fra brandfolkene på sociale medier.
/ritzau/