Lastbiljury får ny formand

Den internationale lastbiljury 'International Truck of the Year' (IToY) har valgt østrigeren Florian Engel som ny formand.
Han afløser italienske Gianenrico Griffini, der har beklædt posten siden 2008.
IToY-juryen består af lastbiljournalister fra førende fagmedier i 24 europæiske lande, samt en række associerede medlemmer fra andre verdensdele. IToY står først og fremmest bag branchens mest prestigefulde kåring, International Truck of the Year, som uddeles én gang om året.
- Det er en stor ære for mig at tiltræde som formand for International Truck of the Year-juryen. Jeg sender en stor tak til alle jurymedlemmer for deres tillid og - frem for alt - til Gianenrico Griffini, der som formand har arbejdet utrætteligt i de seneste 16 år for at løfte juryen og den største pris i branchen - International Truck of the Year - til et nyt niveau, siger Florian Engel.
Franskmanden Fabien Calvet er ny næstformand for IToY, mens den tidligere formand, Gianenrico Griffini, fortsætter som menigt jurymedlem og særlig rådgiver for det nye formandskab.
International Truck of the Year
- Kåringen af International Truck of the Year (IToY) blev indstiftet i 1977 af den britiske journalist og redaktør på magasinet Truck, Pat Kennett. I dag udgøres jurymedlemmerne af 24 lastbiljournalister fra fagmedier over hele Europa.
- I de seneste år har IToY-gruppen udvidet med associerede medlemmer fra de voksende lastbilmarkeder i Kina, Indien, Sydafrika, Australien, Brasilien, Japan, UAS, Iran og New Zealand. IToY bistår desuden med lignende prisuddelinger i Kina og Sydamerika.
- Danmark er repræsenteret i IToY-juryen ved Rasmus Haargaard, redaktør på Lastbil Magasinet.