Danske vognmænd: Ministeren leverer med ny aftale

Aftalen, som transportminister Thomas Danielsen har leveret til det danske vognmandserhverv sammen med en breds kreds af aftalepartier, giver større mulighed for mere grøn omstilling og en mærkbar effektivisering af vejgodstransporten, lyder det fra Erik Østergaard, adm. direktør hos DTL.
- Det er en flot pakke, selv om ventetiden har været lang. Det ser godt ud, og jeg må sige, at minister og Folketing virkelig har leveret til vognmandserhvervet. Vi ser frem til at studere detaljerne, når dimensionsbekendtgørelsen sendes i høring inden for nærmeste fremtid, udtaler DTL-direktøren i en nyhedsmail.
- En stribe store ønsker hos DTL’s medlemmer vil nu blive realiseret med:
Forøgelse af den maksimalt tilladte totalvægt for 2- og 3-akslede lastbiler til hhv. 20 og 28 ton, uanset lastbilernes fremdriftsteknologi
Forøgelse af den maksimalt tilladte totalvægt for visse 5-akslede lastbiler fra 40 til 41 ton
Forøgelse af den maksimalt tilladte totalvægt for modulvogntog (EMS1) og dobbelttrailervogntog (EMS2) til hhv. 64 ton (+ 4 ton) og 74 ton (+ 2 ton)
Understøttelse af forsøgs- og virksomhedsordningen for dobbelttrailere (EMS2
Finansiering af udgifter til varigt vejslid fra 2030 og frem som følge af ovenstående effektiviseringstiltag og forøgelse af den maksimalt tilladte totalvægt for visse 7-akslede vogntog til 58 ton
Undersøgelser af udvalgte broers bærevne og/eller højde i samarbejde med branchen og relevante kommuner som følge af den øgede vægt for visse 7-akslede vogntog og øget tilladt højde for lastbiler.
- Det er også virkeligt godt, at puljen til virksomheders indkøb eller leasing af nulemissionslastbiler og drivmiddelinfrastruktur på depoter samt tilskud til destinationsladning i form af nettilslutning fremskyndes, så der kan søges 323 millioner kroner fra efteråret 2025. Oprindeligt var der jo kun planlagt 125 mio. kroner for i år og 102 millioner kroner i 2026, siger Erik Østergaard.
Aftalen er indgået mellem regeringspartierne og Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre samt Enhedslisten.