23948sdkhjf

Tage Kristensen køber første nye Scania i over 30 år

Tage Kristensen A/S med rødder og kontor i Hanstholm udfører løfteopgaver i hele Danmark. Ud over store mobilkraner på op til 400 tons er firmaet meget glade for svenske lastbiler med hele otte af slagsen i flåden. For nylig lykkedes det Stiholts lastbilsælger Lars Pedersen at få den første nye Scania ind i flåden mere end 30 år efter leveringen af den seneste i form af en Scania R143 tandemtrækker med navreduktion i 1990.

Den nye Scania er også en tandemtrækker med navreduktion, en R 530 A6x4, der er godkendt til specialtransport med op til 150 tons vogntogsvægt. At det blev en Scania, kan Stiholt takke chauffør Jonas Hangaard for.

- Vi har dygtige og gode chauffører, så selvfølgelig lytter vi til dem, når vi investerer i nyt materiel. Samtidig vil vi gerne holde øje med markedet og se, hvad de forskellige mærker kan byde på. Denne gang passede chaufførens og vores ønsker sammen, så nu det blev en Scania, fortæller Paw Birkebo. Han er medejer af Tage Kristensen A/S og står bl.a. for indkøb af nyt materiel.

Den nye Scania R 530 er forsynet med en kraftig drejeskammel til 3½” kingpin på virksomhedens tunge blokvogne, så det forhindrer den i at køre med Tage Kristensens mindre kraftige trailere, der er udrustet med 2” kingpin. Dog kan indmaden i Scania’ens drejeskammel forholdsvis nemt udskiftes fra 3½” til 2” kingpin, hvis behovet opstår.

- Med den nye Scania skal vi for første gang i mange år have et autoriseret serviceværksted ”lige i nærheden”. Der er kun ca. 20 km her fra Hanstholm til Stiholt i Thisted, hvor vi har tegnet en 8-årig Drivline+ serviceaftale på den nye bil. Vores andre lastbiler har ca. 100 km til nærmeste autoriserede værksted, så der er vi afhængig af, at forhandleren kommer til os med en servicevogn for at udføre service, forklarer Paw Birkebo.

Førerhuset på Scania’en er af typen CR20H med højt tag. Der er blevet sat kryds ved stort set alt tænkeligt fabriksudstyr fra Scanias lange liste, så den eneste større ændring i forhold til den er en ordentlig omgang rødt busplys fra BJ Autopolstring.

Drivlinen på den nye Scania R 530 er hentet fra toppen af Scanias modulsystem: 16,4-liters V8-motor, 14-trins G33CM-gearkasse med integrerede krybe- og overgear samt integreret R4700D-retarder, RBP832-tandembogie med navreduktion samt tvær- og langsgående differentialespærrer. Chassiset består af en F957 dobbeltramme (9,5 + 7 mm) med fuld luftaffjedring på alle tre aksler. Opbygningen med skammel, dørkplade hele vejen rundt, ekstra værktøjsskuffer mellem akslerne samt galge og værktøjsskabe bag førerhuset er udført af Øgaards Lastvognsopbyg & Hydraulik i Ejstrupholm, mens Ringvejens Autolakereri - Silkeborg har stået for maling af chassis og opbygning.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219