Lastbil kom ud i rabatten og væltede
Kl. 11.43 onsdag nedsatte en lastbilchauffør hastigheden under kørsel ad Østrupvej i Ugerløse ved Holbæk i nordvestlig retning, da en modkørende personbil og lastbilen skulle passere hinanden.
Lastbilchaufføren trak i den forbindelse ud mod højre og kom ud i rabatten med højre hjulpar, der sank ned i den bløde jord. Lastbilen væltede efterfølgende om på højre side, men ingen kom til skade ved uheldet, ligesom der formentlig heller ikke skete væsentlige skader på selve lastbilen.
Et bjærgningsfirma blev tilkaldt for at få lastbilen løftet op på vejen igen, men den skulle først tømmes for gods, hvilket bevirkede en langvarig redningsindsats, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.