Nordisk transport-samarbejde skal styrkes
Nordisk Råd vil samordne politikken mellem de nordiske lande for at skabe bæredygtige transportløsninger til søs, på land og i luften. Det drejer sig blandt andet om elektrificering af havne og søfart, elektrificering af luftfart, bæredygtig godstransport samt en nordisk plan for højhastighedstog.
Den norske transportminister har nu stillet et konkret forslag om at etablere et permanent ministerråd for transport. Forslaget er blevet drøftet blandt de nordiske transportministre på et møde i sidste uge.
Nordic Logistics Association (NLA) har 16.000 virksomheder bag sig og er en sammenslutning af de nordiske vognmandsorganisationer DTL (DK), SÅ (S), NLF (N) og SKAL (FI). Her ser formand Erik Østergaard meget positivt på mulighederne for et styrket nordisk samarbejde i regeringsregi:
- Fx er der en stærk nordisk tradition for at udvikle stadig mere produktive vogntog, som på europæisk plan vil kunne medvirke til at nedbringe energiforbrug og klimabelastning – foruden at afhjælpe manglen på chauffører, siger Erik Østergaard.
- I forvejen har vi haft forskellige nordiske samarbejder på embedsmandsplan og i organisationsregi. Det gælder Nordisk Vejforum, de årlige Norduk-møder samt Nordisk Lastbil Union, der blev til NLA i 2012. De nordiske regeringer har hver især et traditionelt tæt samarbejde med branchen, og det ønsker vi at styrke yderligere. Det er også vigtigt at huske på, at de nordiske vognmænd faktisk har en del kørsel i hinandens lande, siger Erik Østergaard.
Nordisk Råd har i snart fire år presset på for, at de nordiske lande skal styrke samordningen af store opgaver inden for infrastruktur med et særligt ministerråd for infrastruktur ved Nordisk Ministerråd. Men der er stadig ikke fuld enighed mellem landene, og det står endnu ikke klart, hvad holdningen er hos den nye svenske regering. Den svenske infrastrukturminister var i foråret på besøg hos sin kollega i København, hvor emnet også var oppe at vende.