Tesla klar til første levering
Nu skulle den være god nok. Tesla vil 1. december levere det første kundeeksemplar af Semi-modelserien – en fuldelektrisk langturstrækker. Modtageren af den første Tesla Semi bliver Pepsi.
Det oplyste Teslas stifter og adm. direktør Elon Musk for nylig på et online investormøde, hvor der kom mere nyt frem om Teslas planer for lastbilproduktion.
Og de er store – altså planerne. Elon Musk regner med, at Tesla skal bruge et års tid på at løbe serieproduktionen af den nye lastbilserie i gang – men fra 2024 tager det for alvor fart.
- Vi går efter at producere 50.000 enheder i 2024 af Tesla Semi i Nordamerika. Og vi vil naturligvis ekspandere ud over Nordamerika, udtaler Elon Musk.
50.000 lastbiler om året ville i givet fald gøre Tesla til den næststørste lastbilproducent på det nordamerikanske marked (kun overgået af Freightliner), målt ud fra den aktuelle markedssituation.
Tesla Semi bliver en lastbil i kategorien Class 8 – altså det tungeste lastbilsegment i Nordamerika. Ifølge de foreløbige oplysninger vil Tesla Semi få en rækkevidde på op til 800 km pr. opladning med fuldt læs på 37 tons totalvægt.
Hvor meget man skal hoste op med at få en Tesla Semi i vognparken, er endnu uvist.
- Jeg vil ikke fortælle de nøjagtige priser, men de er meget højere end for en personbil, siger Elon Musk.
Tesla Semi bliver produceret på en nybygget fabrik nær byen Reno i den amerikanske stat Nevada.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.