Vognmandsorganisation advarer mod at skrotte motorvejsprojekter
Det vil koste samfundet dyrt og ramme udkantsområder hårdt, hvis man skrinlægger motorvejsprojekter og bruger midlerne til at udrulle fjernvarme, som Radikale Venstre foreslår i ny energiplan. Det mener man hos ITD, der advarer mod at hælde planlagte motorveje af brættet.
- Det vil koste erhvervslivet tabt konkurrenceevne og forværre trængsel, hvis motorvejsprojekter i Infrastrukturplan 2035 udskydes eller skrinlægges for at finansiere udbygning af fjernvarme. Samtidig vil det ramme yderområder, som i årevis har kæmpet for bedre vejforbindelser, der kan skabe lokal vækst og arbejdspladser, siger Henriette Kjær, politisk chef i ITD.
-Politikerne skal være meget varsomme, hvis man åbner infrastrukturplan 2035 for at finansiere andre projekter. De motorvejsprojekter, der er med i aftalen, vil fremtidssikre transportsystemet, f.eks. med vigtige udvidelser til central infrastruktur som havne og forbindelserne mellem landsdelene. Og så er det helt afgørende, at der fortsat afsættes midler til flere rastepladser, som også er en del af infrastrukturplanen, siger Henriette Kjær.
Samtidig minder ITD om, at tusindvis af danskere stadig sidder i kø hver dag, når de skal passe deres arbejde, ligesom det bliver dyrt for landets virksomheder, hvis man ikke gør noget ved den stigende trængsel.
- Motorvejene er en livsnerve for erhvervslivet i Danmark, og trængsel koster hvert år samfundet mange milliarder kroner, ligesom det tager kostbar tid for pendlere, som hver dag skal sidde i kø for at komme til og fra arbejde. Det skal man huske, hvis man vil til at åbne infrastrukturplanen, siger Henriette Kjær, som også minder om, at godt halvdelen af de kørte kilometer i Danmark tilbagelægges på landets motorveje.
- Vi skal naturligvis tage bestik af den nuværende energikrise, men det har en meget høj pris, hvis man hælder vigtige motorvejsprojekter af brættet, som man lokalt har kæmpet for gennem mange år, afslutter Henriette Kjær.