23948sdkhjf

Vestjyder med ny leder har ambitioner på flere fronter

1. august i år fik Borris Karosserifabrik ny værkfører og daglig leder i form af Dennis Hounsgaard Pedersen, der har afløst Kim Pedersen.  

Og der er nok at tage fat på for den nye mand med styrepinden, for der skal renoveres kærrer, trailere og lastbiler, mens de store opbygninger derimod lader vente lidt på sig i et mere stille marked hos virksomheden i Ådum sydøst for Tarm.

- På den korte bane er vores ambition at få gang i noget bygningsstål. Det er det, der er gang i lige nu. Men vi stiler stadig efter at lave nogle opbygninger på lastbiler, for det vil vi også have fingrene i. Og vi har da også lige givet tilbud på et par opbygninger. Renovering af blokvogne og kærrer har vi også givet tilbud på, for med den tid, vi er i lige nu, er der bare rigtig mange virksomheder, der ikke kan få nye materialer at køre med, og derfor vil de meget gerne have det gamle materiel renoveret, siger Dennis Hounsgaard Pedersen.

- Vi gør rigtig meget i at renovere og reparere trailere, kærrer og lastbiler Og hvis der ikke er så meget at køre med, er det da også noget af en investering for en virksomhed at skulle ud at købe nyt i stedet for at få det gamle renoveret, fortsætter han.

Den seneste opbygning, Borris Karosserifabrik har været inde over, var i form af en bil, der kører med værdigenstande. Der skulle en special-kasse på bilen, som er sikret mod indbrud.  

- Og lige nu har vi for eksempel fingrene i en kreaturvogn, vi er ved at bygge om på og renovere, siger Dennis Hounsgaard Pedersen.

Kunderne hos den vestjyske virksomhed er hovedsageligt danske vognmænd, men også en del landmænd lægger vejen forbi Ådum med deres maskiner, der skal repareres.

Lige nu har firmaet som nævnt ambitioner inden for arbejdet med bygningsstål. Det skyldes, at Borris Karosserifabrik er blevet certificeret med EN 1090.

- Det er sådan, at vi må lave bygningsstål til haller - spær, trapper og så videre. Der skal du have et certifikat for at kunne gøre det. Certificeringen viser, at du har en måde at kontrollere dit jern og dit stål på, at du kan dokumentere, hvilket jern du har brugt, at dine folk er uddannet i at kunne arbejde med det og så videre. Det handler altså om hele processen, siger Dennis Hounsgaard Pedersen.

Kan I skaffe hænder nok i Ådum?

- Det er svært. Vi har søgt nogle nye medarbejdere, der kan lidt med hydraulik. Men det er svært sådan lige at få støvet op. Vi er 7-8 mand i virksomheden nu. Vi har søgt, men vi holder lidt vejret, ligesom alle andre gør lige nu, fordi branchen er på vej lidt ned. Det kan vi mærke. Men vi er ude efter en smed, der kan noget med hydraulik og el, siger Dennis Hounsgaard Pedersen, der fortæller, at virksomheden blandt andet søger via virksomhedens Facebookside og via et samarbejde med jobcentret i Ringkøbing-Skjern Kommune.  

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063