Opmærksom chauffør forsøgte forgæves at undvige
Kl. 15.25 torsdag rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et sammenstød mellem en personbil og en lastbil.
Det viste sig, at en 39-årig mand fra Frederiksværk var kørt i en mindre personbil ad Tune Landevej mod vest, da han langsomt trak over i den modsatte kørebanehalvdel. I god afstand fra personbilen og i modsat retning kom en 48-årig mand fra Gørlev kørende i en lastbil. Han forudså den kommende og farlige situation med personbilen i den forkerte side af vejen, så lastbilchaufføren både bremsede ned og forsøgte at undvige, men forgæves, idet de to parter stødte sammen med lav hastighed.
Den 39-årige blev tilset af ambulancepersonalet og konstateret uden behandlingskrævende skader. Hans personbil blev flyttet til en nærliggende rasteplads.
Politiet har nu optaget rapport om sammenstødet for at få klarlagt de nærmere omstændigheder ved den 39-åriges kørsel, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.