Hiab lancerer ny kran i 90 tm-klassen
Kranproducenten Hiab har mange nye modeller i ”pipeline” – og aktuelt er tiden kommet til lanceringen af en ny kran i 90 tm-klassen; Hiab IQ 958 HiPro.
Kranen er netop vist på IAA-udstillingen i Hannover og repræsenterer næste generation af kraner, hvor nye strukturelle dele samt kontrolsystemer anvendes, og denne nye model vil erstatte mange af de eksisterende Hiab X-HiPro 858 og Effer 955-varianter.
Denne kran udmærker sig specielt ved det nye 12-kantede armsystem (som på Hiab IQ 1188), som giver øget stivhed og lavere vægt, hvorved løftekapaciteten forøges. Armsystemet er unikt, og det giver kranen en utrolig præcis lang-rækkevidde-ydelse.
V12-profilen er ved at blive en afgørende faktor for Hiabs produkter og er nøglen til lette og kompakte kranrammer. Formen gør det muligt at levere de højeste læssekapaciteter, samtidig med at kranens vægt holdes på et minimum, hvilket gør den ideel til en bred vifte af lastbilstørrelser. Kranen er velegnet til montering på 4-akslede køretøjer, hvor totalhøjden 4,0 m overholdes, og kranens monteringsplads er op til 2,0 m.
Kranen er designet til at fungere med Hiabs nyudviklede kontrolsystem Space Evo, samt den nyeste version af CombiDrive fjernstyringen CombiDrive 4. Den kan leveres med op til 9 m støttebensbredde, som medvirker til fuld stabilitet og kan også leveres med VSL+ (Variable Stability Limit Plus / Variable støttebensovervågning Plus). Af optioner kan nævnes 3,5 ton spil, samt ”knækket” krogophæng.
Hiabs sortiment af kraner og udstyr forhandles i Danmark via Sawo A/S.