23948sdkhjf

Værksteder skriger på arbejdskraft – Euromaster rekrutterer nu på TikTok

Mangel på faglært og ufaglært arbejdskraft får Euromaster Danmark til tænke ud af boksen, når der skal ansættes sæsonhjælp og faste medarbejdere til de 35 danske dæk- og værkstedscentre. Senest er det sociale medie TikTok blevet en del af rekrutteringsindsatsen i søgen efter sæsonmedarbejdere til årets travleste måneder.

- Vi har allerede et godt samarbejde med fagbevægelsen og jobcentrene, men vi er nødt til at være til stede, der hvor målgruppen for potentielle sæsonmedarbejdere befinder sig - og det gør de i høj grad på de sociale medier som eksempelvis TikTok, forklarer HR-chef Christina Bentzen.

Derfor har den landsdækkende Euromaster-kæde netop skruet markant op for tilstedeværelsen på samtlige af deres sociale medier. Seneste skud på stammen er videomediet TikTok, der også rykker ind i rekrutteringsarbejdet. Dermed er virksomheden en af de få i værkstedsbranchen, der kaster sig over videomediet med et professionelt sigte.

Ifølge ”DR medieudviklingen 2021” er danske unge mellem 15-24 år storforbrugere af TikTok-platformen, hvor de i gennemsnit bruger 57 minutter om dagen - svarende til cirka 225 videoer dagligt. Lige præcis dét ser man et uudnyttet potentiale i hos Euromasters marketingafdeling.

- For os er der to store fordele ved at anvende TikTok i vores onlinerekruttering og markedsføring. For det første har vi nærmest ingen konkurrence, da mange af vores konkurrenter endnu ikke er aktive på platformen. For det andet er det et oplagt sted at møde de unge, som kan være potentielle sæsonmedarbejdere, der kan hjælpe til i vores mange centre i højsæsonen, der lige nu står for døren, siger Marketingchef, Heidi Gaba.

Det er ikke uden årsag, at Euromaster er begyndt at tænke i nye baner, når der skal findes nye kollegaer. For selvom Euromaster Danmark har været europamestre i medarbejdertilfredshed i den globale virksomhed tre år i træk, er det svært at finde faglært og ufaglært arbejdskraft til autoværkstederne. Problemet er dog langt fra isoleret til Euromaster. For manglen på især de faglærte er et nationalt problem - og det bliver kun værre. Ifølge en analyse af IRIS Group og HBS Economics anslås det, at der vil mangle 78.000 faglærte på landsplan i 2030, fordi antallet af unge på erhvervsuddannelserne er dalende.

De unge er dog fortsat godt repræsenteret på sociale medier - og det vil Euromaster udnytte som en fordel i blandt andet rekrutteringen, fastslår Christina Bentzen.

- Vi ved, at der er mange unge på TikTok, og det er en mulighed, som vi ikke har råd til at lade gå til spilde. Vi står foran en højsæson, hvor vi får brug for alle mand på dæk, når vores kunder skal have skiftet fra sommer- til vinterdæk - og det behøver ikke nødvendigvis være brancheerfarne hænder, der hjælper ved roret. Vi står klar til at uddanne og oplære de unge i både dækmontering og den sikkerhed, der naturligvis også skal være på plads, fortæller hun.

Om Euromaster Danmark:
Euromaster Danmark er en del af Euromaster, Europas største dæk- og autoservicekæde, som er 100% ejet af Michelin. Euromaster har afdelinger i 17 lande i Europa, flere end 2400 autoværksteder og 2600 mobile enheder, der hjælper med dæk og service til alle typer af køretøjer. I Danmark har Euromaster 35 værksteder og 225 medarbejdere med ekspertise indenfor auto- og dækservice inden for både personbiler, landbrug, lastbiler, entreprenørmaskiner og varevogne.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078