23948sdkhjf

Vognmand om populær lastbil-kampagne: - Det handler for os om samfundsansvar

Samfundsansvar og blinde vinkler. Nysgerrige børn, lastbiler og fortællende chauffører. ITD’s Lastbilkaravanen kører igen og torsdag kom den til Tønder, hvor tre lastbiler og deres chauffører fra vognmænd i det sønderjyske havde taget dagen ud af kalenderen for at være med til at sætte et vigtigt fokus på trafiksikkerhed, og hvordan højresvingsulykker kan undgås.

En af de tre biler der var med i Tønder var en langsnudet Scania 500 fra vognmandsfirmaet Sejer & Sønnichsen. Det er første gang, vognmandsfirmaet har en bil og en chauffør med i den populære lastbilkaravane for skolebørn.  

- Jeg har intet mod at tage en bil ud af driften for en dag, for det handler for os om samfundsansvar. Så da ITD kontaktede mig, sagde vi ja med det samme. Og så tænkte jeg, at den opgave ville min far, der jo er chauffør her, være perfekt til. Og han syntes også, det var en fin ide. Han er faktisk lige trådt ind ad døren, siger vognmand HC Sønnichsen, der driver firmaet sammen med Henning Sejer.

Christian Sønnichsen er 67 år og kører til daglig den langsnudede Scania. Han stod klar torsdag morgen til at tage mod børnene fra 0.-2. klasse og vise, hvordan man som chauffør i så stort et køretøj, som en lastbil er, kan have svært ved at se børn og voksne, hvis de bevæger sig ind i lastbilens blinde vinkler.

- Der var mange børn igennem i dag. De kom ind tre ad gangen, og så kunne de prøve, hvordan det er at sidde i førersædet, se i spejlene og selv opleve hvor svært det faktisk er at se dem, der står ude foran for eksempel højre fordæk, siger Christian Sønnichsen.

Lastbilkaravanen er en landsdækkende kampagne, der hvert år i september besøger tre forskellige steder i Danmark. I år har lastbilerne og kampagnen været i Hillerød, Østbirk og Tønder. Kampagnen er læring om lastbiler og trafiksikkerhed, det er sang, dans og leg med eleverne, og så er det praktisk læring uden for klasselokalet, hvor børnene får set lastbilerne indefra og på tæt hold udefra. Målgruppen er elever i 0.-2. klasse, og det er gratis for skoler og kommuner at deltage i Lastbilkaravanen.

Ud over en lastbil og en chauffør fra Sejer & Sønnichsen deltog også chauffører og biler fra Kudsk & Nissum og fra Løgumkloster Vognmandsforretning.  

- Det var rigtig fint at være med. Det gør jeg gerne igen. Jeg synes, det var sjovt og sikke en masse de kunne spørge om de små. Men de virkede også meget duperede af lastbilerne, siger Christian Sønnichsen.

Har du så fri nu oven på sådan en lang dag med børn og hundredvis af spørgsmål?

- Nej nej for den da, jeg skal ud at køre nu. Det siger min vognmand. Jeg skal jo tjene penge til min pension, slutter Christian Sønnichsen med et hjerteligt grin.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.059