23948sdkhjf

Bygma ruller ud med kranbiler på gas og el

Bygma har investeret i firmaets første fuldelektriske lastbil og gaslastbiler med eldrevne HMF-kraner.

Snart vil de første af byggekædens gaslastbiler med elektriske kraner køre ud fra Bygma-forretninger i Odense og København.

- En gas-lastbil bidrager markant til CO2-reduktion; faktisk helt op til 90% i forhold til diesel afhængigt af hvilken type gas, der anvendes. Derfor har vi foretaget denne investering, siger Preben Nielsen, indkøbsdirektør i Bygma.

De 3-akslede Scania-forvogne er udstyret med gasmotor og CNG-tanke til komprimeret gas, som kan tanke på det eksisterende netværk af gastanke til tunge køretøjer rundt om i landet. Tunge køretøjer som busser og lastbiler kører på certificeret biogas, når de tanker på det danske gasnetværk. Kombineret med en eldrevet kran bliver leverancerne af byggematerialer mere miljøvenlige og mindre støjende.

- Bygmas nye gas-lastbiler kommer til at køre på biogas, hvilket giver den største CO2-besparelse. Da bilen holder stille, mens der udføres arbejde med kranen - der ofte er i brug mange gange i løbet af en dag - finder vi det oplagt at kombinere de to teknologier, siger Preben Nielsen.

- El-kranen er tæt på at være lydløs, og eftersom bilen ikke udleder CO2 i slukket stand, nedbringer vi både udledning og motorlarm betydeligt. De nye lastbiler giver derfor en væsentlig støjreduktion i forhold til traditionelle lastbiler, hvilket har stor betydning i forbindelse med byggerier i byområder, siger Preben Nielsen.

Bygma har brugt HMF-kraner i de seneste 15 år på firmaets distributionsbiler.

- Vi vælger først og fremmest kranerne, fordi de er driftssikre og har et effektivt vedligeholdelsessetup. Derudover er vores chauffører tilfredse med kranens overknæk, hvilket gør den fleksibel at arbejde med. Endelig er det gode samarbejde også altafgørende for, at vi bliver ved at købe HMF, siger Preben Nielsen.

De el- og gasdrevne lastbiler er noget dyrere end diesel-alternativet – men den grønne omstilling vil kun tage fart i de kommende år, og derfor har Bygma taget disse skridt i elektrificering af vognparken og branchen.

- Vi betragter os som pionerer på området og glæder os til at gøre nogle erfaringer med vores nye gas- og el-lastbiler, inden vi beslutter os for næste skridt, siger Preben Nielsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079