- En merpris på 32.000 kroner er jo ingenting
Som den første jyske vognmand har Engsig Transport fået en MAN med den spejlfrie kameraløsning OptiView i vognparken. Den fik han leveret midt august, og den første tilvænningsperiode er ovre.
- Det tager en uge-14 dage, inden man helt er vænnet til det, for man sidder med en Ipad eller tablet oppe i hovedet, hvor der kører en form for film hele tiden, siger Leif Engsig om den første tid med den nye MAN TGX med OptiView.
Der var én altovervejende grund til, at Leif Engsig valgte, at bruge de ekstra penge, det koster at få kameraløsningen på den nye bil.
- Da vi bestilte den her nye MAN, var det nye OptiView ikke kommet. Det kom kort tid efter, at vi havde bestilt, men heldigvis kunne vi ændre den option på bilen, så vi kunne få OptiView. Og jeg valgte det simpelthen på grund af sikkerheden. Jeg mener faktisk, det er uansvarligt ikke at få den med kameraløsning, når det er en mulighed, siger Leif Engsig.
MAN OptiView er et tilvalg og har været en mulighed på nye MAN-lastbiler siden oktober 2021. De i alt tre kameraer på siden og fronten af lastbilen viser, hvad der sker rundt om lastbilen på to højopløsning-skærme placeret på indersiden af A-stolperne i førerhuset, samt på infotainment-skærmen placeret til højre for chaufføren. Chaufføren kan vælge mellem to visninger, som hver især eliminerer de blinde vinkler og forbedrer udsynet – og dermed også sikkerheden for de øvrige trafikanter. MAN’s nye ”turn assist”-funktion til beskyttelse af bløde trafikanter, når lastbilen drejer, er også integreret i OptiView-skærmen.
- Man kan sige, at en merpris på 32.000 kroner, hvor man så får kameraer hele vejen rundt, i front og på siden, det er jo ingenting. Det koster 30.000 kroner for at få læder på to sæder i en bil, og det har ikke noget med sikkerhed at gøre, det er bare nemmere at tørre af, siger Leif Engsig og fortsætter:
- Her der ser du alt (med OptiView red.), hvad der er omkring bilen, og vi har bakkamera på vores sættevogne og lige pludselig får du kameraløsning hele vejen rundt, så det er supergodt det her.
Det er Engsig Transports chauffør Bjarke, der til daglig kører den nye MAN TGX med OptiView, og ifølge Leif Engsig er chaufføren meget glad for den spejlfri løsning.
Engsig Transport har en blandet vognpark, hvor de fleste af lastbilmarkedets mærker er repræsenteret. Men vil det så udelukkende blive biler med kameraløsning, vi vil se på vejene fra Engsig Transport i fremtiden?
- Nej, det kan jeg ikke sige, for det kommer an på, hvilke mærker, vi køber, for der er stadig nogle mærker, der ikke kommer med det, men hvis det er tilgængeligt ved de mærker, vi køber, så gør vi det, slutter Leif Engsig.
Hør mere om Leif Engsigs valg og holdning til kameraløsningen fra MAN i Lastbil Magasinets sidste nye podcast.
Hør mere til Leif Engsig i Lastbil Magasinets podcast. Klik her.