SOS Dansk Autohjælp viser det seneste skud på stammen
SOS Dansk Autohjælp har sin seneste familieforøgelse med til Transport Øst. Den lille ny har 540 hestekræfter og kan slæbe 80 ton.
Det er håbet, at rigtig mange eksisterende og potentielle kunder vil lægge mærke til vidunderet, der ligesom den øvrige bilpark i SOS Dansk Autohjælp-netværket er specialbygget.
- Transport Øst er stedet, hvor vi møder vores kunder og kolleger under uformelle forhold. Det er et af årets højdepunkter, og vi glæder os som altid til at møde både nye og eksisterende kunder, samarbejdspartnere og andre fra branchen, siger Mads Printz, account manager i SOS Dansk Autohjælp.
Sværvognen hører til daglig hjemme i Slagelse, hvor dens arbejdsopgaver er at bugsere, bjærge og flytte lastbiler, busser og landbrugsmaskiner, når der er behov for det. Sværvognen er en Volvo FMX 8x4, og den må kun betjenes af autoreddere, der har taget kursus i bjærgning og bugsering af storvogne.
SOS Dansk Autohjælp hjælper dagligt omkring 1150 bilister videre. Når det ikke er lastbiler eller busser, der skal flyttes, er der typisk tale om bilister, der har behov for hjælp, hvis bilen går i stå, ikke vil starte, er punkteret eller man er kommet til at låse sig ude. Derudover kan autoredderne hjælpe elbilister, der er løbet tør for strøm med en nødopladning.
SOS Dansk Autohjælps netværk består af cirka 400 autoreddere og 350 specialbyggede køretøjer.
Transport Øst finder sted 3.-4. september i Ventrupparken 12 i Greve. Åbningstiderne er lørdag 10-17 og søndag 10-15. Entre 50 kr., parkering er gratis. Se liste over alle udstillere på transportøst.dk.