Hessel med bred trailer-portefølje
Ejner Hessel-koncernen med hovedsæde i Brande breder sig over mange forretningsområder – og over hele landet. På Transport Øst i Greve har forhandleren fokus på lastbiltrailere, hvor Hessel markedsfører et bredt udvalg af trailertyper og modeller til vidt forskellige formål.
- Det er aldrig helt til at vide, hvad vi har med på Transport Øst, for det, vi har hjemme, kan lige pludselig blive solgt. Men uanset hvad er vi klar med lidt forskellige modeller og en god snak med nye og gamle kunder, lyder det fra salgsassistent Flemming Jepsen fra Ejner Hessel.
På trailerfronten er Ejner Hessel leveringsdygtig i et bredt udvalg af enheder til transportbranchen:
- Vi har interessante læsninger, uanset om man er ude for tipsættevogne, anhængere, tipkærrer, gardintrailere, bokstrailere, køletrailere eller specialtrailere. Hvis der er brug for noget, der ligger ud over standardvarerne, har vi også god erfaring med at få specificeret og tilpasset køretøjerne sammen med kunden og de producenter, vi samarbejder med, forklarer Flemming Jepsen.
Transport Øst finder sted 3.-4. september i Ventrupparken 12 i Greve. Åbningstiderne er lørdag 10-17 og søndag 10-15. Entre 50 kr., parkering er gratis. Se liste over alle udstillere på transportøst.dk.