23948sdkhjf

Frode Laursen bruger kunstig intelligens til automatisk lageropgørelse

Den danske startup-virksomhed Sentispec, som leverer softwareløsninger til logistik, har installeret automatisk lageropgørelse i transport- og logistikselskabet Frode Laursens logistikcenter i Skåne. Efter at systemet er blevet installeret, har Frode Laursen kunnet foretage hurtigere og mere præcise opgørelser af lageret.

Systemet bruger data, som indsamles ved hjælp af videokameraer, som er monteret på gaffeltrucks i logistikcentret. Informationerne analyseres derefter med kunstig intelligens, og resultatet er et bedre overblik over lageret, hvilket både Frode Laursen og firmaets kunder drager nytte af. Kunderne kan i kraft af lageropgørelserne være mere sikre på, at de kalkulerer rigtigt vedrørende deres egen distribution.

- Løsningen er en klar forbedring af den service, vi kan tilbyde vores kunder, siger Peder Kjærsgaard, operativ chef for Frode Laursen A/S.

Frode Laursen slipper ved hjælp af den nye løsning for at sende personale på overarbejde for at gøre lageret op. Desuden er firmaet under mindre pres, når det handler om at blive færdig med opgørelsen, inden en ny uge starter – noget som normalt er en stor udfordring, idet lageropgørelser typisk udføres i weekenden. Den nye løsning har derfor positiv effekt på både omkostninger og produktivitet.

- Vores løsning Sentispec Access er nyskabende og derudover praktisk i kraft af, at den er enkel at tage i brug. Der kræves ikke store tilpasninger af anlæg eller processer. Løsningen fungerer bare fra starten, siger Andreas Claudi, CEO, Sentispec ApS.

I stedet for manuel scanning af stregkoder kan løsningen med kunstig intelligens selv indsamle den nødvendige information. Den indsamler oplysninger om indholdet på hver hylde og plads, hvilket systemet gør ved at scanne stregkoderne på lagerets hylder og paller. På den måde kan Sentispec Access mindske omkostningerne til lageropgørelser kraftigt. Desuden spildes der ikke tid på at lede efter fejlplacerede paller og varer.

Fakta om Frode Laursen:

Frode Laursen startede for mere end 70 år siden og har med udgangspunkt i lokal kørsel udviklet sig til at blive et internationalt transport- og logistikfirma. Deres fokus er FMCG, byggematerialer, genanvendelse og farligt gods. Frode Laursen har 15 lokationer i fem lande i Nordeuropa. Firmaets lagerstyring er udviklet til at opfylde de sporbarhedskrav, som EU stiller.

Frode Laursen har ca. 640.000 kvadratmeter lager, over 700 køretøjer og ca. 2.200 medarbejdere i Danmark, Sverige, Finland, Tyskland og Polen.

Fakta om Sentispec:

Sentispec ApS er en international startup-virksomhed grundlagt i Danmark. Firmaet samarbejder med nogle af verdens største logistik- og distributionsfirmaer. Sentispec har udviklet en platform, som bruger eksisterende kameraer til indsamling af data. Sentispec Access forbedrer produktiviteten for regionale og globale aktører inden for logistik og distribution ved at analysere visuelle data i forbindelse med lastbiler, containere, lageropgørelser og adgangskontrol. Platformen har en række funktioner, bl.a. at kontrollere at lastbiler og containere er tilstrækkeligt lastede, at gennemføre automatisk lageropgørelse og at sikre, at forsendelser distribueres i overensstemmelse med lovgivning og regler.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062