Få en hotdog – serveret af en kran!
Man skal høre meget, før ørerne falder af. Men den er altså god nok, for når Truckshow Himmerland finder sted i weekenden 10.-12. juni på Dyrskuepladsen i Løgstør, vil gæsterne blandt andet kunne se en opvisning af den tidligere verdensmester i krankørsel Johnny Jensen fra Benny Rasmussen i Gilleleje, som vil give prøver på sin exceptionelle kunnen og blandt andet vil stable ølkasser med kran – men også lave en hotdog med kran!
- Og han kan endda servere den i munden på dig - med kran! siger Tobias Madsen fra arrangørgruppen.
Der er plads til 200 lastbiler til Truckshow Himmerland, og alle pladser var besat bare 14 dage efter, der blev åbnet for tilmeldingerne. Faktisk er interessen for truckshowet så stor, at arrangørerne håber at kunne skabe plads til yderligere 10-15 biler.
- Måske kan vi skubbe lidt rundt. Men der skal være plads til udstillerne og børnene. Der vil være hoppeborg til børnene. Og så bliver der derudover cirka 15 stande med udstillere relateret til branchen. Det er fx Europart, Scandi Souvenirs fra Holland og forhandlere af sæbe og polermidler. Der er meget til førerhuset, siger Tobias Madsen.
Lastbiltræffet måtte sidste år på grund af corona flyttes til august, men i år er træffet altså vanen tro tilbage i uge 23, og Tobias Madsen kan mærke, at der er en stigende interesse for truckshowet - ikke mindst i udlandet.
- Vi har siden efteråret kørt på med forberedelserne, som vi plejer. Vi oplever især en stigende interesse fra Holland. Der er flere biler med fra Holland end sidste år, men der er også biler med fra Tyskland og Belgien, og der kommer også flere udenlandske fotografer. Jeg synes faktisk, at det er imponerende, at vi kan lave noget, som de vil køre så langt efter, og særligt når man tænker på de stigende dieselpriser, siger Tobias Madsen.
Foruden de flotte lastbiler i fuldt format vil der også være et område med fjernstyrede lastbiler. Og ja, så vil der faktisk også være fjernstyring af en lastbil i virkelig størrelse ved E. Trasborg.
Tobias Madsen er til daglig chauffør hos Vesthimmerlands Materieludlejning. Hjemme i privaten har hans spisebord længe været fyldt op med forberedende arbejde.
- Der er meget forberedelse ved sådan et træf. Men det er dejligt at se den glæde, der er for chaufførerne ved at kunne fremvise det, de kører med til daglig. Nu får de en hel weekend, hvor det er deres bil, der er i fokus, og tid til at vise bilen frem. Det er der ikke tid til i dagligdagen, siger Tobias Madsen, der tilføjer, at cirka 20 frivillige hjælper med ved træffet.
- Løgstør byfestkomité står som altid bag ved arrangementet som sikkerhed for økonomien. Og byens foreninger lægger også mange kræfter i forberedelserne samt selve weekenden og oprydningen og får dermed en god skilling i klubkassen, siger Tobias Madsen.