City Container køber JH Container
Med opkøbet af containerudlejningsvirksomheden JH Container styrker City Container sit mål om at blive førende i Nordsjælland og København inden for affaldshåndtering og logistik.
Overtagelsen af virksomheden JH Container gør det muligt for City Container at kunne tilbyde sine kunder en komplet portefølje af affalds- og logistikløsninger samt en stærk lokal tilstedeværelse i Nordsjælland og København.
Det skriver parterne i en pressemeddelelse.
- Jeg ser meget frem til at integrere JH Container i vores eksisterende forretning. Og jeg glæder mig særligt meget til at byde vores 20 nye dygtige kollegaer velkommen til et stærkt netværk i Nordsjælland og København. Sammen vil vi med fælles erfaringer og kompetencer kunne tilbyde vores kunder endnu bedre affalds- og logistikløsninger, med endnu flere biler og containere på vejene,” siger Nikolaj Meyland-Smith, adm. Direktør, City Container A/S.
JH Container blev startet af Jesper Henriksen, som er 2. generation af en succesfuld vognmandsfamilie, og har hovedbase i Lynge, hvorfra de i en radius på omkring 50 kilometer dækker Nordsjælland og det københavnske.
Med overtagelsen følger omkring 600 containere, 11 lastbiler samt 20 medarbejdere, der vil gøre det muligt for City Container i endnu højere grad at kunne dække den stigende efterspørgsel for affalds- og logistikløsninger i Nordsjælland og København.