Politiet standser tre narkopåvirkede chauffører i Taastrup
Tungvognscenter Øst foretog i tidsrummet kl. 08.30 – 15.00 onsdag en kontrol af tunge køretøjer i området omkring Taastrup Transportcenter i Høje-Taastrup kommune. Ved kontrollen deltog også personale fra Færdselsstyrelsen.
Af de standsede køretøjer blev 18 af de kontrollerede betegnet som værende cabotagekørsel, og to gange måtte bødeblokken frem inden for denne kategori.
Overtrædelserne omfattede følgende typer af forseelser:
2 sager om dimensioner – længde over det tilladte
1 sag om transport af farligt gods
2 sager om fejl og mangler, der medførte synsindkaldelse
4 sager om øvrige fejl og mangler uden synsindkaldelse
1 sag om godskørsel (EF-forordninger)
4 sager om lov om godskørsel og bekendtgørelsen herom
4 sager om fejl ved eller brug af kontrolapparat
1 sag om glemt kørekort
2 sager om overtrædelse af registreringsbekendtgørelsen
1 sag om manglende brug af sikkerhedssele
2 sager om manglende uddannelse af føreren, der ikke opfyldte kravene
3 sager om overtrædelser af færdselsloven
De tre sager om overtrædelse af færdselsloven omhandlede kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en lastbil.Der var tale om tre mandlige lastbilchauffører i alderen 38, 47 og 48 år, som alle blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
I alle tre tilfælde havde politiet mistanke om, at lastbilchaufførerne var påvirkede af cannabis under kørslen, hvilket analysen af de respektive blodprøver vil afgøre.
Den 48-årige lastbilchauffør havde i øvrigt 4,5 gram hash på sig, da han blev visiteret i forbindelse med sin anholdelse, så han blev også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.