Saffiorfik bliver Sawo-partner i Grønland
Det grønlandske selskab Saffiorfik A/S bliver Sawo-forhandler i Grønland pr. 1. marts.
- Aftalen med Saffiorfik A/S er af stor betydning. Vi får en samarbejdspartner, der løfter niveauet og sikrer, at vi kan konkurrere på internationalt niveau med nuværende og kommende konkurrenter i Grønland, udtaler Sawos bestyrelsesformand, Ivan Chrost.
Produkterne, som Saffiorfik kommer til at sælge og servicere, omfatter Hiab-stykgodskraner, Multilift-kroghejs, Loglift/Jonsered-skov- og skrotkraner, Moffett-medbringertruck, Nopa-tippelad, påhængsvogne og kærrer samt Vandborg-ladopbygninger, knæk- og tømmerlad samt Sawo-wirehejs.
Saffiorfiks målsætning er, at de inden udgangen af 2022 har 30 medarbejdere og Grønlands største reservedelslager, som kan servicere og forsyne hele Grønland.
Projektet med etableringen af Saffiorfik begyndte i april 2021, som et resultat af en delt vision mellem ejerne af Nuuk Transport A/S Edward Niclasen og Niclas Niclasen samt nuværende direktør i Saffiorfik A/S, Dennis Daa Jensen, som på det tidspunkt var teknisk chef i Nuuk Transport A/S. Den 1. januar 2022 overgik driften fra Nuuk Transport A/S’ eget værksted officielt til Saffiorfik A/S.
Som vognmandsselskab har ledelsen i Nuuk Transport A/S selv oplevet udfordringerne ved ikke at kunne få alt den nødvendige service og vedligehold til deres rullende materiel, som har været nødvendigt for at sikre selskabets fortsatte udvikling og leverancer til kunderne.
Dermed påbegyndte en omfattende ombygning af Nuuk Transport A/S’ eksisterende værksted på havnen i Nuuk og i dag står det 1.700 kvadratmeter store værksted, inklusivt lager, som Grønlands mest moderne lastvognsværksted udstyret med blandt andet to store smøregrave samt to traverskraner. Hertil kommer Grønlands første bremserullefelt til tunge køretøjer samt helt nyt udstyr til sporing af hjul.
Derudover er der etableret et større smedeværksted og etableringen af en malekabine, sandblæsekabine samt yderligere to traverskraner samt fire taljekraner er tæt på sin afslutning.