Lukker hovedtelefonen om onsdagen
Færdselsstyrelsen oplever pt. en stor stigning i behandling af sager i forbindelse med mange nye opgaver blandt andet indenfor kørekortområdet.
Samtidig er der mange borgere og virksomheder, der ringer ind og spørger til deres konkrete sag.
Derfor vil Færdselsstyrelsen holde hovedtelefonen lukket for telefoniske henvendelser hver onsdag i en periode. På den måde vil styrelsen frigøre arbejdstid, så medarbejderne kan koncentrere sig om sagsbehandlingen og dermed hjælpe borgere og virksomheder med at få behandlet og afsluttet deres sag, skriver Færdselsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Forventningen er, at styrelsen på den måde kan forkorte sagsbehandlingstiden – og i sidste ende levere en bedre kundebetjening.
Telefonen lukkes hver onsdag frem til april 2022. Den ugentlige lukkedag træder i kraft onsdag 19. januar.
Færdselsstyrelsens hovedtelefon er åben som hidtil de øvrige dage.