Glemt cola-vogn blev Poul-Eriks flotte showtrailer
Vi kender vel alle det med, at man ved en hurtig indskydelse får købt et eller andet – og så glemmer man alt om genstanden og finder den først igen ved en tilfældighed længe efter.
Det var nogenlunde den situation, der opstod i 2015, da man åbnede en garage i Bremerhaven. Her stod 10 lastbil-trailere, som aldrig havde kørt en kilometer. En nærmere granskning viste, at der var tale om et kuld amerikanske Wabash-trailere, som var importeret til Europa tilbage i 1989 – og derefter var blevet glemt.
”Til salg”-skiltet kom frem, og fra Danmark kom en sjællandsk vognmand susende for at se på sagerne.
- Vi var alligevel på vej til truckshow i Lopik (Holland, red.), og så kørte vi forbi på vejen. De stod som nye, fortæller Poul-Erik Johansen.
Skulle have købt 10
Vognmanden fra det centrale Sjælland var nemlig på udkig efter en egnet trailer til sin velkendte ”Convoy Buddy”-bil – en flot Scania med snude. Han lagde 3.000 euro og tog en trailer med hjem.
- Jeg købte kun den ene, og resten røg vist til Afrika. Det har siden irriteret mig grænseløst. Jeg skulle have købt alle 10, siger Poul-Erik Johansen.
De ”glemte” trailere skulle have været en del af Coca Cola-karavanen, som førhen turnerede Europa rundt op mod juletid. Men af uransagelige årsager kom de altså aldrig ud og køre, og en af dem havnede altså i en garage på Midtsjælland, hvor Poul-Erik Johansen selv byggede den op til show.
Trækplaster i Herning
Senest kunne man studere den flotte og velholdte trailer på udstillingen Transport 2021 i Herning, hvor den var med som del af et flot træk, der også bestod af en Kenworth, som vognmanden har bygget op siden i vinters.
- Traileren er 10 meter lang og passer også fint til den nye Kenworth. Modellen er egentlig bygget til det canadiske og australske marked, den er tvillingmonteret med tre aksler, og den havde også hængertræk til dolly og roadtrain-kørsel, da jeg købte den, fortæller Poul-Erik Johansen.
Indvendig har den foretagsomme vognmand indrettet traileren som mobilhome med et tekøkken og en lille stue i den ene ende – og så er der også plads til at have vognmandens restaurerede Ford A med, når der køres til klassiske træf.
Convoy i Estland
Den amerikanske showtrailer har allerede været godt omkring i både ind- og udland. Vognmanden har været til træf i bl.a. Holland, Finland og sågar Estland med den særprægede Wabash-sættevogn.
- Det var en speciel oplevelse at være til show i Estland. Da vi ankom med færgen til Tallinn (hovedstaden, red.), spærrede politiet hele byen af, og så kørte vi vesteuropæere kolonnekørsel gennem byen ud til træffet, og det samme da vi skulle hjem. Det var den hårde kerne, der var med dér. Alle bilerne var topklasse derovre, fortæller han.
Ellers kan amerikanertrækket hyres til konfirmationskørsel og den slags. Og det vækker opsigt med den flotte opbygning, lakering, og de specielle detaljer som fx dobbeltspejl på bagdørene, specielle ”ørkenfælge” med kun fem bolte mm.
- Man kan sige meget om amerikanerne, men det er altså noget andet at køre i sådan et træk og sådan en bil. Du cruiser på en helt anden måde ud ad vejen, det er ligesom at sidde hjemme i sofaen, siger Poul-Erik Johansen.
- Og så er det bare sjovt at have noget, andre ikke har.
BILLEDTEKSTER:
IMG_6445.JPG (billedet er lidt skævt i formatet – du kan zoome lidt ind på ham, som det passer bedst i layoutet):
Artiklen er en del af temaet Trailere.