Mobil bremsestand stopper flere køretøjer
I april tog Færdselsstyrelsens inspektører et nyt transportabelt værktøj i brug, når lastbilerne på de danske veje kontrolleres af styrelsens medarbejdere ved vejsidesyn.
Færdselsstyrelsen nye redskab, en mobil bremseprøvestand, er kort fortalt et værktøj til at teste og afprøve bremser på et køretøj. En bremseprøvestand fungerer ved, at man placerer en af køretøjets aksler i bremseprøvestandens ruller, hvorefter bremseprøven startes.
Selve prøven foregår ved, at køretøjets bremser aktiveres og herefter øges bremsekræften indtil punktet lige før hjulblokade. Hver aksel på køretøjer bliver testet og herefter kan man beregne og afgøre, om køretøjets bremser er velfungerende og overholder lovens minimumskrav.
Den nye mobile bremseprøvestand har indtil videre resulteret i, at der ved vejsidesyn er fundet flere køretøjer end tidligere, der ikke har haft bremser i tilstrækkelig stand til, at de kunne køre på vejene. Ifølge Færdselsstyrelsens evaluering af det nye værktøj har over 320 køretøjer siden maj enten fået en begrænsning på brugen af deres køretøj eller et forbud. Ligeledes har næsten 420 køretøjer i perioden, ikke kunnet blive godkendt ved et detaljeret syn.
- Med bremseprøvestanden har vores medarbejdere fået et godt værktøj, der kan være med til at sikre, at de tunge køretøjer, som transporterer gods på de danske veje, lever op til lovens krav. Det giver øget færdselssikkerhed for alle bilisterne, når køretøjerne på vejene er i en ordentlig stand. Samtidig kan chaufførerne også være sikre på, at afgørelserne sker på baggrund af et solidt og præcist grundlag, udtaler vicedirektør for transport, køretøjer og klima, Jesper Høgh Bach, Færdselsstyrelsen.