Aerodynamisk V-gennembrud måske på vej
Tilløbet har været langt. Men efter at have gennemført det første større forsøg herhjemme med en dansk vognmand tror folkene bag de såkaldte V-spoilers nu på, at gennembruddet er lige om hjørnet.
V-spoilers er aerodynamiske ”flapper”, som monteres på taget af lastbilen, samt på siden bagest på både trækker/forvogn og påhængskøretøjet. De har en V-formet facon (deraf navnet) og inspireret af forsøg med såkaldt Vortex-generatorer, som er kendt inden for både vindmølleindustrien, rumfart og motorsport.
Formålet er naturligvis at spare brændstof – og dermed spare penge for vognmanden og CO2 for klimaet. Altså en treenighed af gevinster, som burde gå som varmt brød i transportbranchen.
- Det har taget noget tid at få budskabet igennem. Branchen kan godt være lidt konservativ og skeptisk, men det er jo klart, at vognmændene gerne vil have mere viden om, hvorvidt det rent faktisk virker, konstaterer Lars Husted Jansen.
Han tiltrådte tidligere på året som salgschef for selskabet V-Spoiler ApS, som efterhånden har fem år på bagen. Bag selskabet står et trekløver af Morten Stegemejer (Din Lastbil Mægler), vognmand Martin Danielsen og Jan Nørskov Laursen.
Vellykket test
Med ansættelsen af Lars Husted Jansen er der sat tryk på indsatsen for at få V-spoilerne sendt ud på markedet. Til den opgave er det største trumfkort en nylig brændstoftest, som er udført i samarbejde med den fynske blomstertransportør Alex Andersen Ølund A/S.
Prøvekluden er et modulvogntog bestående af en Volvo FH 500 forvogn (årgang 2017) med tilkoblet dolly og sættevogn. Den kører en fast rute med faste chauffører, der henter blomster i Holland. I en periode på tre måneder – maj, juni og juli 2020 – blev køredata og brændstofforbruget minutiøst noteret. Derefter ventede parterne knap et år og udstyrede vogntoget med V-spoilere på forvognens tag, bagende og på sættevognens bagende – hvorefter man målte brændstofforbruget på lastbilens kørsel i maj, juni og juli 2021.
Og resultatet? En brændstofbesparelse på 5,9 procent for de tre måneders kørsel med V-spoiler sammenlignet med de tre måneder uden. Tallene er udtrukket fra lastbilens Vehco-datasystem, og de er renset for tomgangskørsel.
- Der er samme type dæk på bilen i de to perioder, det er samme ruter, samme chauffører, samme gods og samme årstid. Det tager tid at gennemføre sådan et forsøg, men det har nu givet os nogle rigtig gode og troværdige data, vi kan gå ud med, siger Lars Husted Jansen.
Snyder vinden
V-spoilerne er fremstillet i Danmark og er lavet i hvid eller sort plast eller såkaldt TPU-gummi. De produceres i mindre stykker med fire V’er, som så sættes sammen til den længde, der skal bruges for at dække køretøjet ind. V-spoilerne er EU-godkendt som miljøbesparende tiltag, og dermed er det tilladt at gøre vogntoget fem cm bredere, når de monteres på siderne.
Det fungerer teknisk sådan, at V-spoilerne leder vinden videre – udad og væk – fra lastbilen, så luften ikke ryger ind bag førerhuset, forvognen eller traileren. Dermed mindskes vindmodstanden – og vognmandens faktura til brændstof.
- Man kan sige, at de snyder vinden til at tro, at vogntoget er længere, end det er. Og dermed kommer den ikke ind i de rum, hvor de skaber modstand, forklarer Lars Husted Jansen.
Der er også den sidegevinst, at der kommer mindre skidt, støv og sjap på baglygter og bagende af trailer og forvogn/trækker. V-spoilerne kan desuden også udstyres med reflekser. Det koster i omegnen af 9.000 kroner at udstyre et komplet træk med V-spoilere på kabinens tag samt bagenden af forvogn/trækker og anhænger.
- Med en besparelse på 5-6% procent, som vi nu har dokumentation for, kan de penge være tjent ind inden for et år. Og det budskab skal vi jo nu ud med til vognmænd både herhjemme og i udlandet, siger Lars Husted Jansen.
Alex Andersen Ølund, som lagde vogntog til brændstoftesten, har foreløbig erklæret sig interesserede i at kigge på muligheden for at implementere V-spoilere i større dele af vognparken.
Artiklen er en del af temaet Trailere.