Henrik Tofteng om bødeniveau: Godt at ”ballet bliver åbnet"
Det er en svær diskussion, fyldt med dilemmaer, men generelt vil han gerne rose politikerne for at have åbnet ballet i forhold til at kigge på bødeniveauet mod chauffører og vognmænd.
Det siger vognmand Henrik Tofteng fra Brøndby, der også er oldermand i Vognmandslauget.
Transportordførerne fra Venstre og Konservative har bedt ministeren om at skabe et overblik over bødeniveauet herhjemme inden for chauffør- og vognmandsområdet, men også at foretage en sammenligning med vores nordiske nabolande.
- Jeg vil gerne have, at folk tager ansvar. Lovene skal overholdes. Men jeg vil også gerne have åbnet ballet stille og roligt for, at vi får tingene kigget igennem. Generelt mener jeg, bødeniveauet er for voldsomt. Der er områder, hvor jeg savner noget proportionalitet. Men det er altid en overvejelse, for jeg kan ikke stå på mål for, at der bliver lavet noget, der er ulovligt. Og det er en svær diskussion, for man kan også komme til at lempe for meget, siger Henrik Tofteng.
- Men jeg mener, det kunne være sjovt at lave en sammenligning med andre arbejdsgrupper. Hvad kan de få af bøder – fx folk, der kører i firmabiler. Er der andre arbejdsgrupper, fx murere og tømrere, som risikerer også at få bøder. Og hvor meget bliver de kontrolleret? Det kunne være sjovt at spørge andre fag. Hvad er regimet fx, hvis en læge laver fejl? fortsætter Henrik Tofteng.
Bliver der ikke åbnet for plattenslagere, hvis bødeniveauet bliver lempet?
- Jo, der er en risiko for at åbne en dør for plattenslagere. Der er et dilemma. Jeg synes ikke, bøder skal forsvinde, men der skal noget proportionalitet ind i det.
Kan du give et eksempel på et område, hvor du mener, bøderne er for høje?
- Bøder på fx dyreområdet for folk, der kører med levende dyr. De har været underlagt et bøderegime. Det er et meget godt eksempel på et område, hvor tingene er stukket af, mener Henrik Tofteng.
- Jeg synes også, bøderne inden for farlig gods-området er ret høje. Det kan dreje sig om et dokument, der ikke har været udfyldt rigtigt.
Henrik Toftengs eget firma, Henrik Tofteng A/S, der særligt gør sig inden for affaldshåndtering, tæller 42 biler. Men det er altså ikke her, at man oplever en bøde-belastning.
Får I selv mange bøder?
- Nej, vi får ikke mange bøder. Vi får da en fartbøde ind imellem, men det er forholdsvis sjældent. Færdselsloven skal overholdes, og det skal de andre love selvfølgelig også.