Lastbil kilede sig fast
Kl. 17.33 lørdag fik politiet en melding om, at en lastbil var forulykket på Køgevej i Fjellebro ved Ringsted under jernbanebroen, som lastbilen havde påkørt.
Det viste sig ved politiets ankomst til stedet, at lastbilen ved egen kraft var kommet fri, efter at den havde kilet sig fast under jernbanebroen.
Føreren af lastbilen var en 55-årig mand fra Søborg, som selv slap uskadt fra uheldet.
Politiet underrettede Bane Danmark, som straks ville kigge nærmere på broen for at afgøre, om der var sket nogen skade på den. Endvidere optog politiet rapport om uheldet, idet broen har en lavere frihøjde end normale broer på vejnettet, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.