Polsk lastbil med 15 millioner cigaretter standset ved grænsen
Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd og Sønderjyllands Politi og Toldstyrelsen gjorde et rekordstort fund, da myndighederne mandag den 27. september 2021 undersøgte en polsk lastbil, der var stoppet af politiet, nær Frøslev grænse. Fundet skete på baggrund af et tip fra Skattestyrelsen.
I sættevognen var der 15 mio. cigaretter af mærket Forman, som i forlængelse af politiets efterforskning efterfølgende blev beslaglagt af Skattestyrelsen, idet modtageren ikke havde betalt afgifter af cigaretterne. Skattestyrelsen har opgjort de manglende afgifter til foreløbigt 26 mio. kr.
- Der er tale om den største beslaglæggelse, som vi har foretaget inden for de senere år. Beslaglæggelsen kunne kun lade sig gøre, fordi vi har overvåget forsendelsen i vores systemer, siden den forlod Sydeuropa. Så da Syd og Sønderjyllands Politi kontaktede os og sagde, at de havde stoppet lastbilen, var vi ude og beslaglægge hele forsendelsen, siger Anne Sofie Hedemann, der er underdirektør i Skattestyrelsen.
Den rekordstore beslaglæggelse var resultatet af et effektivt myndighedssamarbejde mellem Skattestyrelsen, Toldstyrelsen og politiets enheder; UKA Øst i Rødbyhavn og UKA Vest i Padborg. Syd og Sønderjyllands Politi har da også stor ros til samarbejdet.
- Det rekordstore beslag er et godt eksempel på, hvilken effekt det har, når myndighederne arbejder tæt sammen og deler viden og efterretninger for at imødegå ulovlig indførsel af cigaretter, pointerer politiinspektør Brian Fussing fra UKA Vest.
Myndighederne styrker kontrollen
I den konkrete sag vidste Skattestyrelsen, at der var 15 mio. cigaretter på vej til en dansk virksomhed fra Sydeuropa. Oplysningerne fremgik af det fælleseuropæiske EMCS-system (Excise Movement and Control System).
I EMCS-systemet angiver europæiske virksomheder forsendelser til andre europæiske virksomheder af tobak, øl, vin spiritus og mineralolieprodukter, der endnu ikke er betalt afgifter af. Systemet sikrer, at europæiske skattemyndigheder i realtid kan følge forsendelser af højt beskattede varer, så der kan sikres en effektiv kontrol.
Oplysningerne i systemerne sammenholder Skattestyrelsen med de øvrige oplysninger, som Skattestyrelsen har. I den konkrete sag havde den danske virksomhed ikke købt de nødvendige stempelmærker til en værdi af 26 mio. kr., som skal sættes på cigaretterne, så snart de ankommer til den danske virksomhed. Skattestyrelsen bad derfor politiet om at stoppe lastbilen, når den krydsede grænsen.
- Når vi kan beslaglægge et så stort parti cigaretter, så er det bl.a. fordi, vi arbejder intelligent og målretter kontrollen efter hvor, der ikke er betalt de nødvendige afgifter. I det arbejde bruger vi de mange oplysninger, vi har om virksomhederne. Den målrettede kontrol kan opleves i alle led af kæden. Det vil sige både over for importører, der ikke har betalt afgifter, men også i detailledet, forklarer Anne Sofie Hedemann.
Også i politiet er der øget fokus på ulovlig indførsel af cigaretter ved grænsen.
- Vores analyser og efterforskninger peger på, at når afgifterne på cigaretter stiger, forsøger man at tjene penge ved ulovlige indførsler og smuglinger. Derfor har vi også i et stykke tid haft øget fokus på området, fortæller chefen for UKA Vest, Brian Fussing.
Inden UKA Vest kan afslutte efterforskningen, skal Skattestyrelsen færdiggøre deres del af sagsbehandlingen.